Der tales meget om den rummelige folkeskole. Det virker også tiltalende, hvis skolen kan rumme alle elever uden at skulle udskille nogen. Det må være ønskeligt, at man ikke stempler nogle elever som anderledes ved at sende dem væk fra klassen, og at man undgår, at de går glip af undervisning.

Denne tankegang er ikke ny. Sidst i tresserne og først i halvfjerdserne var man meget opmærksom på problemerne ved udskillelse.

I vores område i Jylland blev vi derfor interesserede i at undersøge, hvor effektiv integreret specialundervisning var, og om den mere eller mindre kunne erstatte den udskældte udskilte specialundervisning.

På en skole med 600 elever aftaltes med lærerrådet og skoleinspektøren, at al specialundervisning i dansk og matematik i et år skulle foregå som integreret undervisning, og at der af de involverede lærere skulle være en vurdering efter et år.

Ved skoleårets slutning vurderede man, at der var flere uheldige forhold:

. Nogle af de specialundervisningsberettigede manglede den nære kontakt og støtte fra en lærer, som den udskilte specialundervisning kunne give

. Der var meget spildtid for den lærer, der var ekstra i klassen

. Det var ikke altid, at det var de svageste elever, der fik støtten

. Det var ikke alle ekstralærere, der havde specialundervisningserfaring, hvilket man fandt absolut nødvendigt.

Disse erfaringer tyder på, at det er yderst betænkeligt helt at afskaffe den segregerede specialundervisning.