En gang imellem, når jeg er sammen med lærere og forældre, der har en direkte kontakt med en skole, hører jeg historier om begivenheder og hændelser i skoler, der direkte og uden nogen som helst diskussion kan føres tilbage til dårlig ledelse. Jeg skal ikke her jagte dårlige ledere. Men det er nødvendigt at råbe vagt i gevær, for der er ved at snige sig en holdning ind, der hedder: »Det er der jo ikke noget at gøre ved«. »Det må vi acceptere«. »Sådan er det nu engang«. Jo, der er noget at gøre. Men vi er i en situation, hvor vi med åbne øjne og med iøjnefaldende eksempler på konsekvenserne af dårlig ledelse accepterer den dårlige ledelse som uafvendelig, som uundgåelig, som noget, man må tage med. Og så lader vi stå til. Det skal vi have sat en stopper for. Tænk på, hvilke små forbrydelser der fører til, at politiet kommer og skrider ind. Og tænk så på, hvilke store forbrydelser en dårlig leder har ansvaret for - og som ikke har nogen som helst konsekvenser. Jeg siger ikke, at vi skal have et ledelsespoliti, men jeg siger, at vi skal tage vore opgaver og forpligtelser så alvorligt, at vi overalt er vågne over for dårlig ledelse og dårlige ledere.

I 2006 havde jeg fornøjelsen af at være formand for den evalueringsgruppe, der for Danmarks Evalueringsinstitut gennemførte en evaluering af skoleledelse i folkeskolen. I august måned 2006 offentliggjorde vi en rapport, hvori vi siger: »Der skal formuleres et kodeks for god skoleledelse«. »Et kodeks«, siger vi videre, »skal sætte en kvalificeret ramme for, hvad der kendetegner god skoleledelse inden for folkeskolelovens rammer. På skoleniveau kan et kodeks inspirere den enkelte skoleleder til at reflektere over og udvikle sin egen og sine ledelseskollegers lederadfærd. På nationalt og kommunalt niveau kan en grundig og bredt funderet proces være med til at sætte yderligere fokus på, hvilke forudsætninger der skal være til stede, for at ledelsen kan lede skolen på en professionel måde«. De to skolelederforeninger tog lynhurtigt et initiativ, hvilket er meget glædeligt. Og under navnet Skoleledernes Fællesrepræsentation er de kommet frem med resultaterne af et arbejde, som de iværksatte tilbage i 2006.

Jeg vil ikke her koble det nye »Kodeks for god skoleledelse« eller de »11 bud på god skoleledelse«, som det blev kaldt her i bladet, sammen med dårlig ledelse, for det er god ledelse, der er det væsentlige, og som er målet. I præsentationen af det nye kodeks siger fællesrepræsentationen, at det ikke er et kodeks til efterretning, men et kodeks til eftertanke. Og det er jeg helt enig i. Det er en rigtig fin formulering. Men det er til gengæld ikke min opfattelse, at der skal være så meget frihed, at det også er op til den enkelte forvaltning og skole, om man vil tænke overhovedet. Eller sagt på en anden måde: Jeg mener, at enhver dansk folkeskole og enhver dansk skoleforvaltning skal være forpligtet til i de nærmeste år at drøfte god ledelse og at drøfte, hvilke konsekvenser og initiativer der er påkrævet på den enkelte skole og i den enkelte kommune for at komme videre i retning af at realisere det, man mener er god ledelse, så der også sættes handling bag ordene.

Uanset hvad vi vil med den danske folkeskole, så er der en meget nøje sammenhæng imellem den ledelse, skolen og kommunen har, og mulighederne for at realisere målene. Ledelse hænger fundamentalt sammen med, om vi når de mål, vi sætter os. Men gode ledere alene gør det ikke. Gode medarbejdere alene gør det heller ikke. Det er gode ledere og gode medarbejdere i forening, der er behov for. Med »Kodeks for god skoleledelse« har vi fået en enestående chance for at få sat ledelse på dagsordenen. Denne chance skal udnyttes. God ledelse er vigtig for alt det, der foregår på skolen, sagde undervisningsministeren på en mini-konference, der blev afholdt den 8. januar i år i Landstingssalen på Christiansborg. Hvis man vil have dynamik, skal man også have ledelsesplads, sagde han også. Det er jeg enig i, og derfor er det ikke efterretning, men eftertanke.