Hvide kitler og et skilt med påbud om at bære beskyttelsesbriller.

Det ser Hani Channir, hver gang han træder ind i kemilaboratoriet på htx i Roskilde.

»Men man skal kun have brillerne på, når vi udfører forsøg«, konstaterer han.

Han har valgt at gå på htx, fordi han godt kan lide biologi og kemi. I dag trækker han dog mest kitlen på for fotografens skyld.

Den nu 18-årige dreng med palæstinensiske forældre gik ud af 9. klasse på Gadehaveskolen i Høje Taastrup i 2004 med et gennemsnit på 10.

»Dengang blev jeg også interviewet«, bemærker han.

Gadehaveskolen er en af de fire skoler i Storkøbenhavn, hvor en stor del af de tosprogede elever fortsætter på en gymnasial uddannelse.

I dag går Hani Channir i 3.g på htx. Han er selvsikker, har et godt glimt i øjet og et fast håndtryk.

»Jeg er en stræber. Sidder altid forrest i klassen. I 8.-9. klasse var det ikke helt så meget, men det er det blevet, efter at jeg begyndte herude«, siger han.

Han drømmer om at læse medicin og blive kirurg. For at komme ind på medicinstudiet skal han have et snit på omkring 9,7. Han mener at have 9,9 i dag, men han går efter at løfte det op på 10,0 ved studentereksamen. For at være helt sikker.

»Jeg ligger godt i dag. Jeg har et højt ambitionsniveau. Jeg arbejder hårdt på at blive læge. Det ligger hele tiden inde i hovedet, at jeg skal have de høje karakterer«.

Han har boet hele livet i Danmark. Hans forældre kom hertil i begyndelsen af 1980'erne fra Libanon. Hans far er tandtekniker. Hans mor har arbejdet som pædagogmedhjælper, men går hjemme i dag.

Hani fik nye venner

Hani Channir kan ikke direkte sige, hvad Gadehaveskolen kan. Men han ved, at han ikke altid selv har været så målrettet, som han er nu. Tværtimod.

I indskolingen og især på mellemtrinnet hang han meget sammen med en fem-seks andre drenge.

»Vi var i den samme klasse. Der var hele tiden fest og ballade. Der var ikke plads til meget faglighed. Vi ødelagde undervisningen«, siger Hani Channir.

Hele gruppen blev sendt til psykolog.

»Vi sad syv drenge hos ham. Men der lavede vi også bare sjov og ballade«.

Efter 7. klasse blev klassen splittet op, og Hani Channir kom over i en ny klasse.

»Lærerne blev ved med at sige, at jeg godt kunne, men jeg hørte det først, da jeg kom over i den nye klasse«.

»Jeg fandt nye venner. De var mere engagerede i skolen. Det betød, at jeg blev mere engageret«.

De andre venner gled hurtigt i baggrunden.

»Jeg hilser på dem i dag. Men det var lidt mærkeligt. De så ned på mig, fordi jeg kom videre i systemet. De syntes, jeg var blevet for integreret. De syntes, jeg ikke hørte til hos dem mere. Det var lidt hårdt i starten, men nu betyder det ikke noget mere, for nu har jeg nye venner«.

Hani Channir mener, at lærerne har en del af ansvaret for, at det er gået ham godt, men at den væsentligste årsag er, at han fik mulighed for at komme på afstand af de gamle venner.

Han regner med at begynde på medicinstudiet næste år.

»Det gælder om at komme i gang med det samme. Det er jo et studium, der tager rimelig lang tid. Jeg vil ud og arbejde som kirurg. Der skal være den der ekstra spænding i forhold til arbejdet som praktiserende læge. Der skal ske noget«.