En måde, man kan forstå elevplaner og nationale test på, er at se dem som et led i den omlægning af velfærdsstaten, der sker i øjeblikket, mener professor i komparativ politik ved Handelshøjskolen i København, Ove Kaj Pedersen.

Den klassiske velfærdsstat, der virkede fra 1930'erne til 1980'erne, sørgede for borgerens materielle overlevelse, når det først var gået galt.

Den nye velfærdsstat hjælper borgeren med at komme ud på arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt, så han kan klarer sig selv.

Ove K. Pedersen siger om den første velfærdsstat, fordelingsstaten, at det var en kompenserende stat. Om den anden, konkurrencestaten, siger han, at det er en investerende stat.

»Politikken vil blive knivskarpt målrettet. Den vil sigte på 'hin enkelte' (det enkelte barn, den enkelte unge, den individuelle familie) med det formål at investere i dennes personlige konkurrencedygtighed og minimere den enkeltes risici«, siger han.

I netop det perspektiv kan man se elevplaner og test, mener han. Som en ny evalueringskultur, der ikke nødvendigvis bare har til hensigt at rangliste skoler, men at hjælpe den enkelte.

»Den nye evalueringskultur, der er ved at blive udviklet omkring skolen, går også ud på at finde de børn og de skoleklasser, der har særlige udfordringer eller særlige problemer, så man kan gå ind og løse dem så tidligt som overhovedet muligt«.

»Og for at løse dem kræves der jo resurser, og de resurser vil vi se blive spenderet mere og mere målrettet ind omkring de børn, som man i dag ved er omfattet af det, der hedder social arv, som handler om, at der er for stor en procentdel, der kommer ud af uddannelsessystemet uden de kompetencer, som arbejdsmarkedet efterspørger«.

Det fremgår af den sidste kommunaløkonomiske aftale mellem stat og kommuner, at kommunerne skal rette flere af deres folkeskoleresurser mod tosprogede børn og børn fra socialt svage hjem.

»Det er netop de to grupper, der er omfattet af negativ social arv, og som der er statistisk sandsynlighed for kommer igennem et uddannelsessystem uden kompetencer, som arbejdsmarkedet efterspørger«.

»Det sker også i en erkendelse af, at det ikke kun er folkeskolens skyld, at den negative sociale arv ikke bliver brudt. Det er især på grund af en bestemt form for social eksklusion, der har sat sig igennem i de sidste ti-femten år«.

Test som middel mod social udstødning

Mange lærere tester i forvejen løbende deres elever. Skal man se de nationale test som statens forsøg på at få mere system i testningen?

»Jeg tror, man blandt andet skal se det på den måde, at der er et generelt ønske fra både staten og kommunerne om, at der bruges flere resurser på at hindre, at vi får den form for social eksklusion, som vi har i dag med omkring 900.000 på overførselsindkomst - fordi de ikke har de kompetencer, som arbejdsmarkedet efterspørger«.

»Og vi har et stort problem med omkring 17 procent af en ungdomsgeneration, der kommer ud af folkeskolen som svage læsere. Og vi har en af de største procentsatser i OECD-landene af unge, der ikke kommer i arbejde inden for de første fire år, efter at de er færdige med en uddannelse. Det er hele den problemstilling, som der i dag er viden om, og som der bruges mange resurser på«.

»Og hvis man skal gennemføre en målrettet indsats, så skal man have meget mere metodisk og systematisk testning både af skolernes præstationer, af de enkelte læreres præstationer og af de enkelte elevers præstationer«.

De ti nationale test, der nu er blevet indført, er derfor kun begyndelsen. Der vil komme mange flere, forudser Ove K. Pedersen.

»Men det bliver med en såkaldt diagnostisk metode, som ikke udhænger bestemte skoler for ikke at være gode nok og bestemte lærere for ikke at være gode nok. Fordi det er ikke det, der er pointen. Det, der er pointen, er at gå ind og pege på, hvor der er reelle problemer, og så sætte resurser ind for at løse dem«.

Lærerne skal være med

Professoren anbefaler, »at testene bliver i samarbejde med lærerne, så de får høj troværdighed set fra deres faglige standpunkt«.

»Når de bliver det, så bliver det netop en metode til at finde de reelle problemer og anvende resurser til at løse dem og ikke en metode til at skælde skoler ud med«.

De nye nationale test er jo ikke blevet udviklet i samarbejde med lærerne?

»Nej, men vi er også først i begyndelsen af den tradition. Hvis du kikker ind i OECD og andre internationale organisationer, ser du, hvordan de i øjeblikket arbejder med at udvikle testprogrammerne i den diagnostiske retning. Det bliver meget mere metodisk og meget mere systematisk. Og det, alle og enhver ved i forbindelse med udvikling af sådanne testprogrammer, er, at det skal ske i samarbejde med dem, der skal anvende dem, altså lærerne. For hvis man ikke får lærerne med ind i det arbejde, så bliver testning utroværdig, og så bliver det aldrig nogen sinde gennemført«.

I USA bliver der allerede testet op og ned ad stolper, og i nogle stater har man endda givet eleverne en såkaldt kompetenceret.

»Det vil sige, at eleven har retten til at gå ud af skolen med en vis kompetence. Og hvis eleven ikke har opnået den, så har skolen et erstatningsansvar over for eleven. Den erstatning kan være en pengesum, men skolen kan også gå ind og finansiere et uddannelsesforløb for vedkommende for eksempel på en anden skole, så man inden for en kortere periode får den kompetence, som man ikke har fået. Det vil sige, at de kombinerer undervisningspligten med en kompetenceret«.

Danskerne har fået arbejdspligt

Kompetenceretten vil også komme til de danske skoler.

»Vi har nemlig fået arbejdspligt i Danmark. Vi er alle sammen forpligtet til at være på arbejdsmarkedet, og hvis man har pligt til at arbejde, så er det også rimeligt, at velfærdsstaten giver én ret til den kompetence, arbejdsmarkedet efterspørger. For ellers er der jo kun pligter på vores skuldre og ingen rettigheder. Den diskussion er allerede gået i gang«.

Arbejdspligten bliver blandt andet artikuleret i det nyligt indgåede velfærdsforlig, der kræver, at man som arbejdsløs går i aktivering, følger kompetencegivende kurser, står til rådighed, er fysisk til stede og søger arbejde.

Desuden presser efterlønsordninger og pensionsordninger danskerne til at arbejde en større del af deres liv.

Endvidere er der et pres på SU-ordningerne (Statens Uddannelsesstøtte) og studieordningerne for at få de unge hurtigere igennem institutionerne og ud på arbejdsmarkedet.

»Der er tale om en gradvis udvikling af en arbejdspligt, og hvis man har sådan en pligt, så har man måske også ret til at få den kompetence, der gør det muligt for en at blive efterspurgt på arbejdsmarkedet. Det er hele filosofien i den ændring af vores syn på velfærdsstaten, der sker nu«.

Grunden til denne transformation af velfærdsstaten fra fordelingsstat til konkurrencestat er en »systemfejl«, der har vist sig i fordelingsstaten, siger Ove K. Pedersen: Den fastholder borgere på overførselsindkomster, alt imens deres kompetencer bliver forældede.

Dermed har fordelingsstaten stik imod sin hensigt skabt en ny form for ulighed og en ny underklasse: De udstødte.

Som modtræk giver konkurrencestaten den enkelte de kompetencer, som arbejdsmarkedet efterspørger. Til gengæld kræver staten så, at alle arbejder.

Elevplaner og test kan ses som et led i denne kompetencegaranti fra statens side.

»Vi får flere test over de næste ti år, det er der slet ikke tvivl om. Men det er meget vigtigt, at lærernes faglighed og deres forståelse af, hvad test skal bruges til, bliver en del af den udviklingsproces«, siger han.

Ove Kaj Pedersen har i august og september offentliggjort en række essays om transformationen af velfærdsstaten fra fordelingsstat til konkurrencestat i dagbladet Information.

Den danske velfærdsstat undergår i disse år store forandringer. Folkeskolen bringer to artikler, hvor leder af Center for Business and Politics på Copenhagen Business School, Ove Kaj Pedersen, på baggrund af centerets komparative velfærdsforskning fortæller om, hvordan skolen påvirkes af disse forandringer. Dette er første artikel.