Når 69-årige Greta Jørgensen savner at undervise, kører hun en tur ud til sin gamle skole i Rødovre. Her bliver hun mindet om, hvor hårdt det er at være lærer i dag, og så synger hun hele vejen hjem i bilen til pensionisttilværelsen på Frederiksberg.

Greta Jørgensen stoppede som lærer i 1997 efter 35 år på Tinderhøj Skole. Hun var glad for at være lærer, men det var også helt andre tider op gennem 1960'erne og 70'erne.

»På grund af udflytningen fra København skete der i 60'erne en eksplosiv vækst i antallet af skoler i Rødovre, og det blev fulgt op af en spændende pædagogisk udvikling. Kommunalbestyrelsen var modig og visionær, og vi var stolte af at være lærere i Rødovre«, fortæller Greta Jørgensen.

Kommunen gjorde meget ud af at efteruddanne lærerne. Greta Jørgensen fik blandt andet et årskursus på Danmarks Lærerhøjskole.

»Vi havde frihed under ansvar og udviklede både teamsamarbejde og elevevaluering. Gode lærere har altid evalueret, men vi gjorde det uden al den dokumentation og bureaukrati, som politikerne forlanger i dag. Lærere stilles over for urimelige krav uden at blive efteruddannet til at opfylde dem«.

Greta Jørgensens mand er 13 år ældre end hende selv, så for at de kunne nyde deres otium sammen, gik hun allerede på pension som 60-årig. Det tog et år at vænne sig til at være pensionist.

»Pludselig havde jeg tid. Som lærer var jeg i en evig forberedende fase. Når jeg læste avis, saksede jeg artikler til min undervisning, og der lå altid en stak bøger, som jeg skulle læse. Det var spændende og udfordrende, men også anstrengende at være lærer«.

Ikke kun underholdning

Efter et halvt år var hus og have i orden, og Greta Jørgensen kunne læse alle de bøger, hun havde lyst til. Men hun slap ikke sit faglige engagement og gik i gang med at etablere en pensionistklub i Rødovre Lærerforening.

»Vi har lige været i Berlin, men vi holder også faglige møder, hvor vi blandt andet drøfter seniorpolitikken i DLF. Så længe jeg er formand, skal det ikke kun være underholdning«.

For to år siden blev hun valgt til at repræsentere sine pensionistkolleger ved årsmødet i fraktion 4 i DLF. Siden er hun blevet kongresdelegeret.

»Vi skal have indflydelse på pensionistpolitikken i DLF, ellers sakker vi agterud. Vi skal være aktive. Mange kritiserer Folkeskolen for ikke at skrive nok om os pensionister, men det væsentlige er, at vi kan følge med i debatten om folkeskolen, så vi kan støtte vores aktive kolleger«.

Greta Jørgensen er glad for at se kolleger andre steder fra.

»Hvis vi ikke er i kontakt med, hvordan folkeskolen ser ud i dag, bliver vi en klynkende flok, der kun vil pleje vores egne særinteresser. Det ønsker jeg ikke. Vores generation er vokset op med solidaritet, og vi skal ikke holde nøje regnskab med, hvad vi får for vores kontingentkroner til DLF. Vi er med i et fællesskab. Det får vi selvfølgelig ikke lige så meget ud af som de aktive lærere. Derfor betaler vi mindre i kontingent«.

Børn kan bruge deres viden

Pensionister har tid til at tale folkeskolens sag, mener Greta Jørgensen. Både i foreninger og til middagsselskaber.

»De, jeg har til bords, har ikke selv børn i skolen, men deres børnebørn går der, og jeg gider ikke høre på usaglig kritik, når jeg ved, vi har en god skole. Det kan godt være, danske børn glemmer et bogstav hist og pist, men de kan læse, og de kan bruge deres viden i forskellige sammenhænge«, siger den tidligere lærer i dansk, tysk og hjemkundskab.

Hun tror, at hendes interesse for folkeskolen først brænder ud, når hun ligger i en kasse med låg på og med Rødovre Lærerforenings fane ved siden af.

»Jeg kan ikke lade være med at blande mig og råbe op, når jeg ser noget urimeligt. Min mor sagde, jeg var nævenyttig, mens min far kaldte mig initiativrig«, smiler hun.