»Vi vil give alle børn en kulturel rygsæk. Den skal indeholde møder med levende musik og teater, møder med fortid og nutid i det lokale samfund«. Det var den norske statsminister Jens Stoltenbergs vision for seks år siden, og året efter havde undervisningsministeren og kulturministeren godt 23 millioner kroner fra de norske tipsmidler til at føre den kulturpolitiske satsning ud i livet - et nationalt løft af kultur i grundskolen, en varig og regelmæssig satsning med kulturtilbud af høj kvalitet og bred mangfoldighed. I dag er konceptet udviklet til, at alle norske elever i løbet af deres skoletid oplever et møde med en levende kunstner fra seks forskellige kulturudtryk: Scenekunst, visuel kunst, musik, film, litteratur og kulturarv, og budgettet er oppe på 161 millioner kroner.

I Danmark forsøges også et kulturløft, her via den nye kulturkanon. Men hvor den danske kanondebat handler om at definere indholdet af vores kulturarv, og dermed præcis hvilke værker alle danske elever burde have kendskab til som almen dannelse, når de forlader folkeskolen, så har de i Norge fokuseret på gennem professionelle kulturtilbud og mødet med skuespillere, billedkunstnere, musikere, forfattere og levende museer at give børnene et positivt forhold til kunst- og kulturudtryk af alle slags.

I Norge udspringer projektets obligatoriske karakter blandt andet af det forhold, at den store geografiske spredning gør, at der er meget stor forskel på kulturtilbuddene, afhængig af om man bor i en storby som Oslo, en lille bygd ved kysten eller oppe i Finmarken. Derfor er der også gjort meget ud af, at »Den kulturelle rygsæk« skal gives til alle børn i hele Norge, og udgiften til transport af elever den ene vej og kunstnere den anden vej er en stor del af budgettet.

I Norge er der desuden tradition for at undervise ud fra en mere fastlagt national læseplan, så at projekt Den kulturelle rygsæk er obligatorisk og systematiseret, fremkalder ingen ramaskrig, som man kunne forestille sig, at det ville gøre i Danmark.

Danmark er et geografisk mere overskueligt land end Norge, men heller ikke her har alle byer det samme udbud af museer, symfoniorkestre, teatre, biblioteker og billedskoler. Desuden betyder vores skoletradition med lokale læseplaner og lærernes metodefrihed, at kultur vægtes forskelligt, og at ingen lærere er forpligtet på at benytte sig af lokalsamfundets mange kulturtilbud i deres undervisning. Også her i landet må vi sige, at det er forskelligt, hvad børn får med af kulturel bagage og dermed kulturel kompetence og tolerance i løbet af deres skoletid.

Så lad os adoptere metaforen Den kulturelle rygsæk og begynde at diskutere, hvordan den danske og den norske model kan gå hånd i hånd, så kulturarven kan blive suppleret af levende kunst- og kulturudtryk af høj kvalitet. Ude på skolerne må man op af stolen og begynde at diskutere, definere og systematisere sin kulturpolitik, så det ikke bliver så lærerafhængigt og tilfældigt, hvilke børn der tilbydes hvad.

Jeg vil lade den daværende norske kulturminister Ellen Horn få det sidste ord: »Den kulturelle skolesekken vil kunne gi ny vitalitet og inspirasjon til den norske skoledagen og bidra til, at vi utvikler hele mennesker! Kunnskapssamfunnet krever nye løsninger, med andre ord fantasi. Derfor er det nødvendig å satse på kunst og kultur som en naturlig del av skolen. De som skal bygge fremtiden må kunne tenke nytt«.

Asla Fomsgaard Adrian er lærer