Det er den ikke helt officielle betegnelse for den variant af skandinavisk, islændinge taler. Ældre islændinge taler og forstår dansk, de yngre har lidt større vanskeligheder, og man kan ikke altid høre, om det er dansk, de sigter mod, eller norsk eller svensk. Der kan være nedslag fra alle de tre sprog hos den samme person.

Men det gør ikke spor, og det er i hvert fald bedre end ingenting, det vil sige at slå over i engelsk. Det er nemlig bedre at udvikle den nordiske sprogforståelse end at opgive et sprogfællesskab, der giver cirka 20 millioner nordboere mulighed for at tale deres eget sprog og blive forstået overalt i Norden. Man kommer let til en sproglig domæneudvidelse.

Det er en af tankerne bag »Den nordiske sprogdeklaration«, som undervisningsministrene fra alle Nordens lande og områder vedtog 1. september i år.

Nu vil man virkelig lægge vægt på at udvikle specielt skoleelevernes skandinaviske sprogfærdigheder, og man har i forpligtende vendinger understreget, at man som borger i Norden skal kunne sit modersmål, forstå nabosprog og beherske to fremmedsprog med længere rækkevidde.

Det er første gang, der er udarbejdet en fælles nordisk sprogdeklaration, og den flugter fint med de nationale sprogpolitikker. Når politikerne strammer garnet om nabosprogsundervisningen, må det nok også skyldes, at det er ved at være sidste udkald for det nordiske sprogfællesskab. Der er en trist tendens til, at det efterhånden kun er engelsk, der lægges vægt på, ud over naturligvis de nordiske modersmål. Materiale er der nok af, ikke mindst på nettet, og initiativet fra undervisningsministrene følges op med bevillinger til efteruddannelse på området, i hvert fald fra Nordisk Ministerråds såkaldte Nordplus-ordning. Allerbedst er det sådan set, hvis eleverne kan få et ophold i et af de skandinaviske lande, og her må lærerne nok være initiativtagere.

Professor Higgins