Vejledere til modangreb

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen udtalte i sidste uge, at danske unge under uddannelse har for mange fjumreår og er for længe om at gennemføre en uddannelse i forhold til unge i andre EU-lande. Dette skyldes, ifølge statsministeren, at folkeskolens studievejledning ikke er målrettet nok, og at den store søgning til 10. klasse af statsministeren tages som udtryk for, at vejledningen i folkeskolen ikke har været god nok.

Tandhjulsforeningen, som er foreningen af skolevejledere og skolekonsulenter i uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering, tager i en pressemeddelelse skarpt afstand fra statsministerens udtalelser. De opfordrer i stedet til en dialog med vejledningens repræsentanter om at sikre kvalitet i vejledningen.

- Der kan sættes et stort spørgsmålstegn ved, om det er skolevejledningens opgave at påvirke folkeskoleelever til at forcere deres uddannelse, fordi politikere har opdaget, at ungdomsårgangene er faldende på de aktuelle alderstrin, og derfor frygter mangel på fremtidig arbejdskraft. Det er værd at notere sig, at politikere for 10-15 år siden åbenbart ikke fandt anledning til kritik af, at nogle unge foretrak et sabbatår, skriver Tandhjulsforeningen i pressemeddelelsen.