Det er underligt at være udenlandsdansker. Man bliver rodløs. Nu har jeg boet i Californien i over et år og føler mig pludselig splittet mellem Danmark og USA. På den ene side er der så mange ting, jeg holder af i Danmark. På den anden side er der så mange ting, jeg er kommet til at holde af i USA. Mine følelser svinger som et pendul mellem Danmark og USA. Jeg kan mærke, at hvis jeg blev her mange år til, ville jeg helt miste fodfæstet og føle mig som både dansker og amerikaner - eller ingen af delene. De fleste tror, at udenlandsdanskeren er mere dansk end den dansker, der bor i Danmark.

Det er til dels rigtigt, udenlandsdanskeren ved, at han, når han en sjælden gang spiser medisterpølse, sylte, rødkål og frikadeller, spiser mere end medisterpølse, sylte, rødkål og frikadeller. Der er tale om et kultisk måltid, hvor man spiser sig sammen igen med sit gamle fædreland, sin slægt, sin historie. Men samtidig med, at udenlandsdanskeren er dansk, så det batter, og elsker det gamle land, er udenlandsdanskeren også meget kritisk over for det, han eller hun kom fra. Jeg var meget stolt af Danmark, da jeg kom til Amerika. Jeg ville eksportere alt det danske til USA og fortælle amerikanerne, hvor fortræffelige vi var i Danmark. Da jeg skulle fortælle om vort sundhedsvæsen, gik jeg i stå. Det er svært at rose sig af, at folk venter et halvt år på en hofteoperation, og at kræftpatienter ikke kan blive opereret med det samme, og at folk skal køre 30-40 kilometer om natten for at komme til en vagtlæge. Jeg ved godt, at nogle amerikanere er så fattige, at de må behandles på offentlige hospitaler, hvor plejen ikke er så god som på de private hospitaler. Men alligevel synes jeg, at amerikanerne får meget mere ud af de penge, de betaler til deres sygeforsikringer, end de penge, vi danskere betaler til vores sundhedsvæsen.

Da jeg skulle til at fortælle om folkeskolen, blev jeg også en lille smule usikker. Jeg elsker den danske pædagogik. Den måde, læreren i Danmark virkelig forstår at formidle til eleverne, at de er elsket og værdsat som det, de er i sig selv, og ikke på baggrund af deres præstationer. Men jeg kunne ikke lade være med at være dybt imponeret over, at min femårige søn lærte at læse og skrive i sin børnehaveklasse og samtidig følte, at hver eneste skoledag var en fornøjelse. Det var en provokation af hele min danske baggrund at se børnene forlade klassen i en pæn række og en efter en sige pænt farvel til en lærer, hvis fornavn de ikke kender.

Da jeg skulle til at fortælle, at man i Danmark stoler så meget på sin kirke, at man kun behøver at inspicere den en gang om året, var der detaljer, jeg undlod . . .

Det er underligt at være udenlandsdansker, fordi man på en og samme tid elsker det land, man kom fra, og det land, man bor i. På en og samme tid ser fejl og mangler i det land, man voksede op i, og fejl og mangler i det land, man bor i. De, der har boet uden for deres fædreland i mere end et par år, kan aldrig slå rod igen. Man bliver rodløs. Er hverken det ene eller det andet eller også både det ene og det andet. Der er mange ting, jeg lærer af at bo i Amerika og kan tage med mig hjem. Der er mange ting, jeg kan lære amerikanerne. Jeg vil for eksempel gerne lære dem at svømme nøgne ved stranden, have bare bryster på tv-skærmen i stedet for voldsscener, spise ål, hygge sig omkring et bord til langt ud på natten, snakke lidt mindre om deres religion og lade statsoverhoveder have deres sexliv i fred.

Det er ikke kun en stor fordel for ethvert land at have indvandrere fra hele verden. Det er også en fordel for et land at have udvandrere, der pludselig ser alt det gamle i et nyt lys og sender deres meninger tilbage til fædrelandet med airmail og e-mail.

Poul Joachim Stender er dansk præst

i Los Angeles