Det startede med tv-programmet 'Må vi se?', hvor kameraet gik på besøg i et hjem, kiggede i skabet på badeværelset, studerede nips og bogtitler i reolerne og bilmærket i garagen. Med lune og et glimt i øjet blev beboerne karakteriseret ud fra deres indbo af reklamemanden Jørn Duus Hansen. Han var ikke bange for at lufte egne fordomme eller for at gætte forkert. Og han lagde heller ikke skjul på, at han ikke havde statistisk belæg for sine gætterier, men satsede på sit eget menneskekendskab efter mange år som nysgerrig iagttager af danskerne. Han generaliserer gerne, han ved det godt, og han undskylder det i cirka hver anden sætning. Så husk på det, kære lærere, når I læser, hvordan Jørn Duus ser på lærerstanden.

Besværlige kunder

- Lærere er umådeligt besværlige kunder! De sætter sig ind i alting, fordi de som udgangspunkt er klogere - de sætter sig ind i alle detaljer og petitesser, før de handler, konstaterer Jørn Duus og skynder sig at tilføje, at det er der selvfølgelig ikke noget galt i - det gør bare jobbet mere udfordrende for hårde hvidevare-sælgeren, ejendomsmægleren og reklamefolkene.

På det område ligner lærere ingeniører, men sidstnævnte er besværlige, fordi de er en flok pernittengryner, mens lærere bare ønsker at vide besked, før de køber. Lærere kan ikke lide reklamer - en stor del af dem underviser ligefrem i at være kritiske over for reklamer:

- Og det er fint. Lærerne synes, at reklamer er spændende, hvis de kan fortolkes, så de fortolker løs, selv om det meste reklame er lige ud ad landevejen - så overfortolker de bare!

Nøgen mand med citron

At lærere ikke bryder sig om reklamer, får selvfølgelig ikke reklamebranchen til at opgive dem som målgruppe. Nej, der findes simpelthen særlige reklametyper, der egner sig til den type kunder. Husker I for eksempel den Carlsberg Kurvand-reklame, hvor en nøgen mand løber gennem ørkenen bærende på en citron? Den var henvendt til blandt andet lærerne, fordi den i sin uendelige meningsløshed rummede masser af fortolkningsmuligheder:

- Den gruppe, som lærerne hører til, skal have reklamer med 'pauser', det vil sige steder, hvor man selv kan digte med, forklarer Jørn Duus.

En anden mulighed, når man vil markedsføre et produkt over for lærere, er at pakke reklamen ind i noget andet. Natfilmfestivalen er et eksempel. På de trendy plakater for festivalen, som hænger rundt om i tusinder af (lærer)hjem, er der en lille diskret reklame for Sort Guld-øl i hjørnet.

Harmoni

Jørn Duus kender ikke lærerne som kunder - også som venner, familie og som dem, der underviser hans egne børn:

- Man tager to elever, der hader hinanden, og tvinger dem til at sidde ved siden af hinanden, for så går det nok over, og så får vi harmoni. Det er en kultur, der er mig fuldstændig fremmed. Det er da det værste, du kan gøre ved børn - det er alment menneskeligt, for man elsker ikke hinanden mere af den grund. Skolen bruger nogle underlige tvangsmidler for at nå et godt formål, konstaterer Jørn Duus med dyb undren.

Han mener, børn selv skal have lov til at finde ud af, hvem de kan lide at være sammen med, og han er fuldt bevidst om, at der vil sidde et par stykker tilbage, som ingen vil sidde ved siden af:

- Så har man da fået vist problemet i klassen i stedet for at lade som om, det ikke er der, siger han og synes, han lyder mere aggressiv, end han egentlig mener det.

- Sådan gjorde man klassisk i gamle dage, da jeg gik i skole. Lærerne tror, at dem, der er udenfor i klassen, vil være udenfor resten af livet, men nede i håndboldklubben og i spejderhuset er det nogle andre, der er udenfor.

Lighed

Duus mener, at lærerne stræber efter lighed:

- Det er jo forbudt at konkurrere i folkeskolen. Når der er idrætsdag, er det ikke, fordi man skal ud at konkurrere, nej, man skal bare prøve en masse forskellige sportsgrene. Men der skal da være nogle vindere, selvfølgelig skal der det. Hvis jeg var dreng i folkeskolen i dag, så tror jeg, jeg ville skride.

For ham er det at tabe lige så vigtigt som det at vinde - hans eget liv har formet sig som et bjerglandskab af op- og nedture, og han har heller ikke forsøgt at beskytte sine egne tre døtre mod nederlag:

- Vi samler dem op, selvfølgelig, men vi lader dem falde ned først.

Normer

Lærerne påtager sig at opdrage børn til at rette sig ind efter samfundets normer:

- Jeg har det ikke sådan som Lykketoft, der ikke mener, vi kan overlade opdragelsen af børnene til forældrenes 'forgodtbefindende'. Jeg har stor tillid til forældrenes 'forgodtbefindende'.

Bekymring

Lærerne er så bekymrede. Det er så synd for skilsmissebørnene, og går det nu godt med det demokratiske sindelag, så der ikke er nogen, der bliver nynazister - dem er der jo 22 af i alt, så det er jo et stort problem. De påtager sig byrden, og det er alt sammen i den bedste hensigt.

Mor

Harmoni, lighed, normer, bekymring samler dem alle i ét: mor!

- Det er mor-kulturen, der dominerer skolen. For 25 år siden var lærerne højt respekterede - det, der er sket siden, er, at læreren ikke længere er lærer, men mor, mener Jørn Duus. Men er der da noget galt i at være mor?

- Der er ikke spor i vejen med at være mor, men de fleste børn har to forældre i forvejen, og de enlige forældre er jo som oftest mødre, og så kommer børnene hen i skolen og får en ekstra mor, siger Jørn Duus og sammenligner lærerens status i det spil med rollen som stedmor.

Han har på nuværende tidspunkt 27 års erfaring med at have børn i folkeskolen:

- Hvad jeg ikke har af personlige eksempler på indblanding i mit privatliv - skemaer, børnene har fået med hjem, hvor vi skulle fortælle om, hvordan det går derhjemme. Jeg har krydset de rubrikker over og svaret 'det rager ikke jer'!

Jørn Duus tror, at lærerne i deres godhed og ønske om at gøre det bedste for børnene selv har påtaget sig den rolle, som er skyld i, at de har tabt anseelse i befolkningen.

- Lærerne siger hele tiden ja til at være med til at løse problemer i familiesfæren, problemer med opdragelsen, færdselslære, økologi og så videre - det er alt sammen blevet hældt ind i skolen og skygger for læreren.

- Det betyder, at der bliver kigget på lærerne med nogle andre øjne - bare vent, om nogle år er det lærernes skyld, at de unge er asociale og uopdragne, så er det ikke længere forældrenes ansvar.

Alle skal hjælpe

Jørn Duus er sig fuldt bevidst, at nogle forældre ønsker, at skolen giver deres børn moderlig omsorg, og at der er børn, hvis forældre reelt ikke magter opgaven selv.

- Det er klart, at der er nogen, der ønsker at eksportere den opgave, og så er der en mindre, men måske stigende gruppe, som ikke magter det. Men det har ikke noget med lærergerningen at gøre at skulle hjælpe dem - det har noget med almen menneskelighed at gøre. Der skal naboerne hjælpe, lærere, alle mennesker skal gribe ind over for mennesker, der er misbrugere, banker deres unger eller andet. Det er en alment menneskelig pligt at være opmærksom på det, men skolen behøver ikke påtage sig den opgave på anden måde, end den altid har gjort, nemlig ved at holde øje og tage fat i det, når noget er galt.

- Men for den store gruppe forældre, for hvem det er en stor lettelse ikke at behøve at opdrage deres egne børn, der er det jo genialt, det lærerne har gjort. Vi behøver ikke engang betale ekstra i skat for det.

Skole for de svage

Jørn Duus' yngste datter går i 9. klasse, men hun er ikke længere i folkeskolen, hun blev flyttet på grund af en stribe problemer, som familien ikke længere ville stå model til.

- Det var meget mod min vilje, for jeg synes, mine børn skal gå i en skole, hvor de møder mange forskellige slags mennesker. Privatskoler har jo den ulempe indimellem, at de er snævre - lilleskoler er for akademikerbørn, andre skoler kan være for erhvervslivets børn, og nogle for folk, der tilhører en bestemt trosretning. Det bliver ofte socialt set for snævre grupper. Mine børn skal også møde mennesker fra andre lande, dumme, kloge, rige og fattige.

Men efterhånden som mange mennesker flytter deres børn fra folkeskolen, bliver den jo også mindre blandet.

- Der er nok en tendens til, at folkeskolen kommer til at arbejde med de sværere børn, man finder i folkeskolen. For det er jo det, man vil! Det er det, man i folkeskoleloven siger, at folkeskolen skal. Man skal passe på de svage i folkeskolen, siger han.

Danmarks Lærerforening bad for nylig Jørn Duus tale om lærerne på et internt kursus for medarbejderne. Han medbragte fem overheads, hvor der på hver enkelt stod: Harmoni, lighed, normer, bekymring = mor.

Bare vent, om nogle år er det lærernes skyld, at de unge er asociale og uopdragneMan tager to elever, der hader hinanden, og tvinger dem til at sidde ved siden af hinanden, for så går det nok over, og så får vi harmoni