Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Nøff-nøff
Vov-vov-teorien, hedder én af de forestillinger, forskerne har leveret til forklaring af, at en højtudviklet primat som mennesket har udviklet et verbalsprog. Taleorganernes primære funktion står jo i fødeindtagelsens tjeneste, men på et tidspunkt i udviklingsprocessen bliver disse organer også anvendt til dannelse af lyde. Noget af det, der kan have sat udviklingen i gang, var behovet for let at kunne forklare artsfæller, at et dyr var i sigte. Dyret kunne være faretruende eller attraktivt som jagtobjekt. Under alle omstændigheder var det nyttigt at kunne oplyse om, hvad der var på færde.
Sprogenes betegnelser for dyrelyde varierer imidlertid stærkt. Det er ikke så let med menneskesprog at gengive, hvad hunde, katte, grise og så videre. udstøder af lyde. En gris siger ifølge dansk tradition øf, ifølge norsk nøff-nøff, og englænderne lader dyret sige oink. Tyskerne deler ikke denne opfattelse; deres svin siger gruz, hollændernes knor-knor, og islændingene går naturligvis deres egne veje: uff-uff. I Finland, hvor flertallet jo ikke taler et indoeuropæisk sprog, opleves svinestiens grynten som serier af röh-röh.
Nordmænd og danskere er enige om, at haner siger kykelikyh! Noget har vi da fået ud af 434 års union. Men de islandske haner siger gagg-gagg-gó, selv om de sikkert er udvandret fra Vestnorge. Tyrkiske haner udtrykker sig enkelt: ü-ürü-ü. Hør selv efter.
Selv når sprogene rummer lydefterlignende gloser, er resultaterne forskellige. Men vore forfædres bestræbelse på at efterligne naturens lyde kan udmærket have været et vækstpunkt for symbolsproget alligevel, hvad enten man har villet efterligne dyrelyde eller reagere på stærke sansemæssige påvirkninger (varme-kulde). Og vi udstøder stadig udråbsord, når vi for eksempel brænder os (av!) eller sveder (pyh!) - men også disse udbrud varierer fra sprog til sprog.
Mange spontane ytringer er ikke helt så spontane, som man skulle tro. I min barndom kendte man lige så meget til mishagsytringer som børn i dag, men ingen sagde ad!, bad! eller bvadr! Til gengæld er øv! blevet sjældnere.
Professor Higgins
