Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det kom som et chok for os alle på Skærbæk Kommuneskole, at Kaj Madsen pludselig var død.
Vi har mistet en højt respekteret lærer og kollega, som vi satte overordentligt stor pris på. Kaj kunne man stole på. Han havde lune og kunne på en anderledes måde sætte tingene i perspektiv, sådan som han så dem.
Kaj tænkte dybt over livets små og store 'finurligheder', og mange af os - elever og kolleger - har fået givtige diskussioner med ham.
Han var et menneske, som satte sine spor - og som vi på Skærbæk Kommuneskole vil savne og mindes.
Vore tanker går til Else Marie, Henrik, Søren og Henning, som alt for tidligt har mistet mand og far.
Vi håber, de må finde kræfter og livsmod til at komme videre med tilværelsen.
Kolleger på Skærbæk Kommuneskole