En af mine venner er for tiden gæsteprofessor ved et af de ti højest anskrevne amerikanske universiteter, og før sommerferien deltog han i den årlige graduation-ceremoni, hvor over 50.000 forældre og pårørende til universitetets 15.000 elever deltog.

De studerende var i uniform, festen var over al måde højtidelig, og det pompøse og meget smukke universitetsområde var udsmykket og genlød af store ord om gudsfrygt, frihed, ansvar og sandhedssøgen.

En sådan ceremoni er egnet til at fremkalde en række blandede følelser hos den danske professor, der har en fortid på venstrefløjen. Men den var også for ham en voldsom påmindelse om, hvad 'fejring af viden' kan betyde.

På det danske universitet, han kommer fra, består afskedssalutten til den nyudklækkede kandidat i den sidste karakter, der uden antydning af ceremoni bliver meddelt ham uden for eksamenslokalets dør.

Professorens generation nægtede at gå med studenterhue i lighedens og beskedenhedens navn.

I USA fejres viden som en helt afgørende kvalitet i tilværelsen, måske den mest afgørende. Fejringen kan være en hårdhændet påmindelse om, hvordan viden også tydeligt indgår i polariseringen af det til det yderste konkurrenceprægede samfund. I langt højere grad end i Danmark er amerikanske universitetsgrader adgangstegn til rigdom og en tilværelse blandt samfundets elite. Modsat det danske samfund er det amerikanske gennem de seneste årtier blevet præget af en stadig mere skæv fordeling af goderne: De ressource-stærke har haft betydelig velstandsfremgang, men de ressourcesvage har tabt.

Men at fejre viden er også at pege på en væsentlig kvalitet i tilværelsen, en opmuntring og en påskønnelse til dem, der udvikler og efterstræber denne kvalitet i deres liv. Professorens datter går i en amerikansk skole og får hver uge karakterer, ikke alene i boglige færdigheder, men også i påklædning, sociale evner og moral. Det er naturligvis for et stort dansk barn en tvetydig oplevelse, men igen en bevidst og energisk udpegning af kompetence og viden som et påskønnet gode.

I Danmark diskuterer vi nu på ny kontrol og tilbagemelding om tilegnelse af færdigheder i skolen. Vi har endog set nye eksempler på bestræbelser for at sætte mål for færdighedstilegnelse i børnehaver. For mange fremtræder det som et knæfald for den konkurrencekultur, der breder sig med markedernes internationalisering.

Men debatten kan ikke stoppe dér. Der er også i de danske undervisningstraditioner en slap og halvhjertet underbetoning af kvaliteter, der også i Danmark er helt afgørende for livsmuligheder og livskvalitet.

Og hvad angår ligheden er denne praksis særdeles tvivlsom. De mest ressource-stærke elever kan sagtens leve med, at deres kompetenceudvikling ikke bliver målt eller bedømt særlig håndfast, før de skal til deres afsluttende eksamener. Indtil da kan lærere og elever opretholde en falsk hyggestemning, hvor man søger at undgå at stille skarpt på de store forskelle i videntilegnelse og færdighedsudvikling, der naturligvis præger en lang skolegang. Idealet kan være at skåne svage elever for tidlige nederlag, men resultatet kan meget vel blive en ligegyldighed over for mangelfuld læring. Lærerne slipper for at skulle melde forpligtende ud til elever, der kan have hårdt brug for at blive mindet om, hvad der lykkes og ikke lykkes i læreprocessen. Dermed slipper de for oplevelser, der er særdeles krævende og til tider indlysende ubehagelige, men risikoen er, at resultatet bliver ansvarsløs ligegyldighed, og at både elev og forældre berøves kritiske informationer, der gør det muligt for dem at handle - enten ved at arbejde hårdere eller måske vælge anden lærer eller skole.

De sociale færdigheder eller den 'følelsesmæssige intelligens', som det danske uddannelsesssystem med rette kan rose sig af, bør naturligvis indgå med vægt i målbeskrivelse og grundlag for karaktergivning. Sker det, kan også vi i Danmark blive bedre til at fejre den viden, vi både hver for sig og tilsammen har hårdt brug for.

Erik Meier Carlsen er journalist på Ugebrevet Mandag Morgen