Mogens Juhl

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er ufatteligt, hvordan ens hverdag i løbet af et splitsekund kan blive vendt op og ned. Det ene øjeblik har man en afholdt, dynamisk kollega, det næste er man sat ud af spillet for altid. En blodprop i lungen satte punktum for Mogens Juhls 27 gode år i Johannesskolens tjeneste på Frederiksberg. Mogens Juhl blev kun 59 år.

Han var et livstykke, der altid havde en underfundig bemærkning på læben, som bragte en lys og rar stemning med sig men altid uden at sætte lødigheden over styr.

Hans fag var dansk, kristendom og historie en fagrække, der i sig selv meget præcist giver et signalement af det menneskesyn, Mogens repræsenterede. Han var humanist i ordets mest positive betydning, både i tankegang og i handling.

En mageløs fortæller, der kunne få en tekst eller et emne til at leve. En fortællekunst, både elever og kolleger satte stor pris på.

Vi vil huske Mogens for hans loyalitet og hjælpsomhed som kollega og som menneske. Sympatien går til Tove, Anne Marie og Ellen, der har mistet mand, far og søn. Vi vil savne Mogens på lærerværelset.

På vegne af Johannesskolens kollegium.

Per Sørensen

Søren Andersen

Lars Møller