Det er opløftende, at nu også filosoffer, stærkt tiltrængt, bidrager til debatten om skolens liv (Keld Brikner i Folkeskolen nummer 35, »Red Barnet«). Endda fagfilosoffer, der kan sætte tingene på rette plads, skelne rigtigt fra forkert, godt fra ondt. Kan kategorisere og generalisere. Har prioriteringerne i orden. Om end her i et for en fagfilosof usædvanligt, betagende passioneret indlæg fuld af social harme, som det sømmer sig for en ægte samfundsengageret borger. Tilmed af en ekspert i den dialektiske og historiske materialisme, der snildt kunne belyse det rejste problem i dets rette samfundsmæssige og historiske sammenhæng.

Umiddelbart overraskende får mobningen højeste prioritet som problem. Ved nærmere eftertanke dog nok en rimelig vurdering. Mob­ning kan ødelægge glæden ved alt, selv ved livet. Eksemplerne er legia.

Det er dog skuffende, at filosoffen ikke gør mere brug af sin særlige faglige indsigt og kunnen til at afdække mulige årsager til ondet, og ej heller gør sig ansporende tanker om mulige løsninger. Hvorfor bedriver børn mob­ning? Er det ondskab, sjælsforarmelse, vildledelse? Eller er det et overlevet naturel fra forne tider? Hvorledes kommer vi ondet til livs uden at sætte for mange skæbner på spil? Her er filosoffen uden bud.

I mit grønlandske paradis på under 300 sjæle kendes ikke til mobning blandt skolens børn. Børn er dog børn, så til drilleri nok. Mobning ville have uacceptable følger ude i minisamfundet. Det ved alle, selv børnene, for alle kender hinanden på godt og ondt. Det ville skabe en urimelig ubalance. Derfor forekommer mob­ning ikke.

Måske skulle forældrene kende hinanden bedre, så det blev lettere, i samarbejde med skolen, at opfange og håndtere problemerne, inden de udvikler sig ulykkeligt.