Et nyt skoleår er begyndt. Så får skolen som regel lov til at præge det mediepolitiske billede i al fald til udgangen af august måned. Nye modeord florerer. Nogle bliver hængende, og andre forsvinder hurtigt, og sådan har det da også været igen i år. Et af de begreber, der hen over sommeren for alvor har bidt sig fast, er den fleksible skole.

Men hvad betyder disse begreber eller modeord i grunden? Spiller de overhovedet en rolle? Er det ikke bare et tilfældigt modelune, som hurtigt går over, så man kan vende tilbage til god, gammel og hævdvunden praksis?

Nej, det betyder rent faktisk noget. Det, der tales om, påvirker vores handlinger i praksis. Efter vores opfattelse er der ingen tvivl om, at en af de enkeltfaktorer, der påvirker udviklingen af folkeskolen allermest, er det, man kan kalde den pædagogiske diskurs det, der af en eller anden grund tales om inden for det pædagogiske fagområde. Man kan sige, at det på mange måder er den dominerende pædagogiske diskurs, der betyder noget for de initiativer, som sættes i gang i praksis. Diskursen er vel at mærke på ingen måde garant for, at der sker en konstruktiv pædagogisk udvikling. Diskursen har snarere en betydning for, hvilke områder vi tildeler opmærksomhed, betydning og økonomiske resurser, og sådan har det altid været.

I 70erne var den dominerende diskurs lighed og demokratisering, og denne diskurs påvirkede i høj grad hverdagen i skolen. Klassens time, deltagerstyring og udgangspunkt i egne erfaringer er eksempler på temaer, som var afledt af denne diskurs. Op gennem 80erne handlede det i første omgang om helhed, men også om de første ansatser til et øget fokus på den enkelte elev. Den samordnede indskoling kan ses som et konkret forsøg på at medtænke både helhed og individuelle hensyn. Diskursen fra 80erne fortsætter i nogen grad op gennem 90erne, i al fald hvad angår det individuelle fokus, men kvalitet og effektivitet føjes til som betydningsfulde elementer i den pædagogiske diskurs. Også denne påvirkede hverdagen i skolen hele evalueringsbølgen kan ses som et eksempel på dette.

For tiden er nogle af de mest populære ord på hitlisten fleksibel skole, selvstyrende team, rummelighed, læringsstile og de mange intelligenser. Ordene vinder hurtigt indpas på lærerværelset, som tema på de pædagogiske weekender og i kommunernes målsætninger. Det er der ikke noget galt i. Diskursen er udtryk for mange gode pædagogiske overvejelser, som kan være til stor inspiration.

Samtidig må man ikke være blind for, at ord som både fleksibel og rummelighed kan have mange forskellige betydninger og dermed mange forskellige konsekvenser for lærere og elever. Den lokale diskussion i kommunen og på skolen og ikke mindst det konkrete arbejde med praksis er og bliver derfor af meget stor betydning.

Der er altså ingen selvfølgelig progression, som enhver udviklingsorienteret skole bør følge. Den gode skole er ikke nødvendigvis den, der først gør ord som selvstyrende team og fleksibel planlægning til en del af den daglige debat. Det afgørende er til enhver tid det arbejde, som handler om at udfordre elevernes læring. Ledelsens opgave er således at følge med i den pædagogiske debat, være med til at sætte dagsordenen på skolen og dermed diskutere, hvad en meningsfuld version af rummelighed kan og bør være. Det må være indholdsdebatten og ikke en prioritering af hitlisten, der er i fokus. En meningsfuld faglig dialog med kolleger, forældre og samarbejdspartnere kræver nemlig en fortsat udfordring af den pædagogiske diskurs: Hvad mener vi med selvstyrende team? Hvorfor vil vi indføre fleksibelt skema? Hvad forestiller vi os, udbyttet vil blive?

Den foranderlige og forunderlige debat i og omkring folkeskolen bør altså ses som et udtryk for tanker i tiden, politiske positioner og konkret metodeudvikling. Lederens opgave er at bruge den pædagogiske diskurs offensivt som inspiration og som udfordring.

Lise Tingleff Nielsen og Peter Ulholm er ansat ved KLEO, CVU København og Nordsjælland