Først og fremmest vil jeg ønske alle rigtig hjertelig velkommen tilbage fra ferie. Jeg håber, I har nydt pusterummet, lige så meget som jeg har. Min ferie blev hverken tilbragt i Burkina Faso, på et eksotisk krydstogt i Caribien eller med en rygsæk på ryggen på en mindre jordomrejse. Næ, jeg har såmænd »bare« været en uges tid i Jylland for at hjælpe nogle venner med at male og har derudover besøgt en veninde i Island. De resterende uger blev tilbragt med at sove længe, pusle i mit hjem og i min have og nyde livet på den stille måde. Det har været skønt!

Og jeg havde bestemt ikke lyst til at skulle begynde på arbejde igen, da første skoledag nærmede sig. Men der var jo ingen vej udenom, jeg skulle ligesom alle andre begynde igen, og helt ærligt, hvilken glæde ville man have af ferie, hvis man ikke havde et arbejde at skulle tilbage til?

Nu er skolerne jo igen i fuld gang, vi er tilbage på pinden med støjen, madpakkerne og daglige udfordringer af enten faglig eller personlig karakter, og på trods af at de første frustrationer over lærergerningen endnu en gang har meldt sig, er jeg faktisk ret glad for mit job. Jovist er der dage, hvor jeg går hovedrystende hjem, det giver raserianfald og nedture over både det ene og det andet, men i bund og grund er det et skønt job. Allerede den første skoledag blev jeg mindet om, hvorfor det var, jeg for seks år siden valgte at søge ind på lærerseminariet, da mine pus (der altså er blevet 6. klasse i år) kom stormende med tilråb som:

»Jeg har fået en kæreste i ferien« og »jeg har bare mødt den lækreste fyr i BonBon-Land« og den lidt mere forsigtige kommentar: »Jeg har faktisk savnet skolen lidt her til sidst«.

Eller da de lidt mindre pus (2. klasse) den første »rigtige« time møder op med små, sjove souvenirs og glædestrålende fortæller, at de netop i år har haft den bedste ferie nogensinde, fordi de selv kunne skrive postkort til mormor og morfar og til klassen.

De sidste ugers tid er blevet brugt til at øve musical med 4. klasse, og de har knoklet med at finde kostumer, lære sange og replikker udenad, tale højt, tydeligt og langsomt (som deres emsige lærere jo har fortalt dem, at de skal). De har kæmpet med at vende næsen mod publikum, med at lave kulisser og finde musik, og netop i dag skulle alle deres anstrengelser så give pote. Hvilket de gjorde til fulde. De var glade og stolte som paver, da publikum skreg på ekstranummer, og alle anstrengelserne og de sure øjeblikke var med et slag glemt af både lærere og elever.

Eller da det, efter tre ugers intensivt arbejde, pludselig gik op for et par af mine egne elever, hvordan guldalderens og romantikkens tanker og ideer hænger sammen med teksterne i fædrelandssangene, og de i kraft af deres nyerhvervede viden derfor, med slet skjult overbærenhed og stolthed, kunne forklare det for den del af klassen, der stadig ikke havde helt tjek på det.

Jeg kunne nævne mange flere små øjeblikke, men jeg ved, at I alle har et hav af dem gemt i hukommelsen, og det er netop den slags små oplevelser, der varmer helt ind i sjælen og gør, at jeg heldigvis som oftest afslutter dagen med et smil og går hjem med en følelse af, at det er det rigtige erhverv, jeg har valgt.

Mette Hylleberg er lærer