Én efter én kæmper eleverne for at komme over firebommen uden at røre jorden. Mens den erfarne soldat let løber hen over bommens fire bøjler, må eleverne sande, at det er deres ben for korte til. I stedet kravler de fra bøjle til bøjle.

Den ene bøjle er højere end den næste, og for nogle elever er der langt ned til græsset, når de skal kaste kroppen ud i intetheden og gribe fat om den næste bøjle. Så nogle når ikke helt over bommen.

'Det vigtigste er, at børnene overvinder sig selv', siger Jens-Vilhelm Jensen, formand for Menstrup-Spjellerup Idrætsforening, der for fjerde år i træk er vært for en idrætslejrskole over tre dage for 6. klasse fra Hyllinge Skole.

Der er langt fra Sydsjælland til den olympiske flamme i Sydney, men begge steder skabes der vindere. Alligevel er der en afgørende forskel - i Menstrup er der ingen tabere. Det kan bedst illustreres med Jens-Vilhelm Jensens yndlingshistorie, der har sin rod i en af de foregående idrætslejrskoler på den nedlagte Marvede Gamle Skole fem kilometer fra Hyllinge.

'Vi havde tre piger, som absolut ikke ville op i firebommen. Men jeg fik dem listet igennem. Da jeg så stod op næste morgen for at vække børnene med høj musik, hørte jeg stemmer nede fra forhindringsbanen. Det var de tre piger, som tumlede rundt på bøjlerne'.

Flere vil spille volley

I løbet af de tre dage bliver eleverne præsenteret for idrætsgrene som fodbold, håndbold, volleyball, badminton, skydning, gymnastik og petanque. Idrætsgrene, som Menstrup-Spjellerup Idrætsforening har på programmet.

Jens-Vilhelm Jensen lægger ikke skjul på, at foreningens formål med at arrangere lejrskolen er at få børnene til at dyrke idræt.

'Vores generalforsamling pålagde os at skaffe flere medlemmer, og så besluttede vi at oprette en idrætslejrskole. Det har hjulpet. Vi har fået flere i gang med håndbold og skydning, og i år har en del af børnene her sagt, at de gerne vil gå til volleyball'.

Tobias Lykke Skovhus er en af de elever, der har vist interesse for volleyball. Hans lærere betegner ham ellers som én, der fordriver sin fritid bag computerskærmen. Det vil han nu ikke have siddende på sig.

'Jeg dyrker også motion. Jeg cykler seks kilometer i skole hver dag, og jeg har en basketkurv derhjemme. Så jeg vil helst gå til basketball, men så skal jeg ind til Næstved, og det er for langt at cykle', siger han.

Men volleyball er også sjovt, for bolden må ikke røre jorden, bemærker han.

'Man er nødt til at spille sammen, når man skal holde bolden i luften. Man kan ikke bare lege med den selv. Man kan heller ikke trække tiden ud'.

Lars Ebert og Kirsten Andersen, som underviser klassen i dansk, matematik og idræt, har ikke noget imod, at idrætsforeningen profilerer sig selv over for børnene i skoletiden.

'Det er fint, at børnene ser, at der er andet end fodbold i idrættens verden. De blev virkelig tændte, da de spillede petanque. Det var så snert, at de flere gange måtte hen med et målebånd for at finde ud af, hvem der havde lagt sine kugler tættest på grisen', fortæller Lars Ebert.

Under konkurrencen i det franske kuglespil viste det sig, at en af klassens fysisk svage piger havde det helt rigtige svup i hånden, så hun var god til at lægge kuglerne klos op ad grisen.

'Pludselig stod resten af klassen og heppede på hende. Det har vi aldrig oplevet før', siger Lars Ebert om pigen, der med ét kunne føle sig som atleten, der løber først ind over målstregen ved de olympiske lege.

Det skal udnyttes, mener Kirsten Andersen. For det er svært for en elev i 6. klasse at overskue, hvad man kan gå til, hvis man ikke lige er til fodbold eller håndbold.

'De fleste forældre vil gerne have, at deres børn går til idræt. Nu kan jeg fortælle dem, hvad jeg mener, deres børn har haft mest glæde af på lejrskolen', siger Kirsten Andersen.

Kun ét ur tæller

Idrætslejrskolen byder på andet end bolde, ketsjere og kugler. For eleverne er det også et møde med andre voksne og dermed med andre normer, end de er vant til.

For eksempel fornægter det sig ikke, at Jens-Vilhelm Jensen til daglig er kaptajn i hæren. Her er en aftale en aftale, og bliver den ikke overholdt, får det konsekvenser. Det fik syv drenge at føle, da de kom fem minutter for sent til orienteringsløbet denførste aften.

'En af de andres ure gik for sent, men det ville Jens-Vilhelm ikke høre på. Han sagde, at det kun er hans ur, der gælder, og så måtte vi ikke få sodavand ligesom de andre. Det var ikke skægt', fortæller René Pedersen.

'Jeg er her frivilligt, så jeg vil ikke være til grin', siger Jens-Vilhelm Jensen, der fra starten havde gjort det klart, at tidsplanen kører efter viserne på hans ur.

Eleverne håber nu ikke, at deres lærere tager ved lære af den konsekvente form for pædagogik.

Det er der ikke fare for, mener Lars Ebert, for som lærer kan man ikke udelukke en elev.

'Jens-Vilhelm betragter eleverne som en gruppe, der skal fungere, mens vi skal tage hensyn til den enkelte elev. Men de har godt af at møde ham. Når han siger, at de skal rydde op efter sig, kan de se, at han mener det', fortæller Lars Ebert, der er glad for at se, hvordan Jens-Vilhelm Jensen kan få eleverne til at overskride deres egne grænser.

'Normalt vil nogle af eleverne stå af halvvejs inde i et løb, men her fuldfører de, fordi han siger til dem, at de vil ærgre sig i morgen, hvis de stopper nu. Det giver mig en fornemmelse for, hvor langt jeg kan presse dem til daglig', siger Lars Ebert.

Også Kirsten Andersen er glad for, at eleverne bliver presset.

'Eleverne oplever, at de kan udvikle sig i løbet af få dage - at de kan magte nogle ting, som de aldrig har prøvet før. Bare det at cykle seks kilometer for at komme til stranden og bade er en stor præstation, når man er vant til at køre i skolebus', siger hun.-Henrik Stanek er freelancejournalist