Når vi diskuterer den amerikanske uddannelsesteoretiker Howard Gardner, er det vigtigt at skelne mellem hans intelligensteori og hans pædagogik. Teorien om de syv intelligenser er en forenklet model til forklaring af de komplicerede processer, der foregår i hjernen. Den pointerer, at alle mennesker biologisk set har den samme hjernestruktur og derfor det samme intelligensgrundlag, men at de enkelte intelligenser indeholder forskellige grader af potentiale, der kan udvikles til kompetencer.

Kombinationerne mellem, hvilke intelligenser der rummer flest potentialer, er individuelle. Men det er meget kulturelt betinget, hvilke intelligenser der er brug for i samfundet. De intelligensområder, der vægtes højt i den enkelte kultur, er dem, der stimuleres mest hos børnene.

En veldokumenteret teori på baggrund af års forskning er én ting, en udmøntning i praksis en anden. Howard Gardner tilstræber selvfølgelig en pædagogik, der er tro mod hans teori om, hvordan børn lærer. Men den pædagogik, som Gardner i sine udgivelser argumenterer for, er ikke direkte overførbar, fordi den koncentrerer sig om løsninger på problemstillinger, som er karakteristiske for netop det amerikanske skolesystem. Umiddelbart kan Gardners pædagogik virke forførende i sin logiske argumentation for faglighed og ægte forståelse, men går man den efter i sømmene, opdager man, at den didaktisk bygger på et syn på viden, samfund, børn og læring, som har meget lidt med det danske skolesystem at gøre. Dansk skolepraksis er efter min mening pædagogisk og didaktisk foran USA på mange punkter, og jeg mener, at man i stedet for at lade sig rive med af slagordene fra nye toner i amerikansk pædagogik skal se på, hvordan det udvidede intelligensbegreb i stedet kan ses ind i de pædagogiske og didaktiske strukturer, som den danske folkeskolelov bygger på.

Pædagogik/didaktik

I det følgende forholder jeg mig til Gardners pædagogiske argumentation, som den er udtrykt i 'The disciplined mind' (1999) samt 'De mange intelligensers pædagogik'. Ved at bryde med de kendte undervisningsstrukturer tager Howard Gardner fat på både undervisningens mål, indhold, planlægning, gennemførelse og evaluering.

Undervisningens indhold:

Kernen i læseplanen skal ifølge Gardner være gode og engagerende emner, der kan holde elevernes interesse fangen. Emnerne skal stilles op i projekter og angribes fra en række forskellige synsvinkler, og målet er at nå frem til spørgsmål, som er igangsættende i fagene.

Fra dansk vinkel virker det problematisk, at disse 'væsentlige spørgsmål' udelukkende bliver stillet af læreren eller skolen. Hvis spørgsmålene og problemstillingerne skal virke ægte for eleverne og engagere og motivere dem, bør undervisningen tage udgangspunkt i elevernes undren. Skolen bør skabe rammerne for fordybelsen, men eleverne vil kun være engagerede og motiverede til en undersøgende og opklarende arbejdsproces, hvis de har et ejerskabsforhold til problemstillingerne.

Undervisningens mål:

Gardner mener, at der inden for ethvert emne skal defineres nogle mål for forståelse, som definerer præcist, hvad det er, lærerne ønsker, at eleverne skal forstå som resultat af at have deltaget i et projekt. En autentisk vurdering af elevernes forståelse kræver relevante og pålidelige kriterier, der direkte undersøger demonstrationer af forståelse.

Fra en dansk vinkel virker det for det første problematisk, at 'forståelse' opstilles som et decideret mål, altså som noget, der er målbart. Kan forståelse måles? Hvordan kravler man ind i hovedet og måler, i hvilken grad den enkelte elev har udviklet en forståelse af timens stof? Gardner ser forståelse som det at kunne bruge sin viden i nye sammenhænge og ikke som en eller anden mystisk psykisk kvalitet i hovedet på den enkelte - forståelse er ikke ægte forståelse, før den udmønter sig i en ydre, observerbar adfærd. Dette behavioristiske syn på 'forståelse' som noget, der kan styres og kontrolleres, er langt fra danske læringsidealer.

Hver enkelt elev relaterer stoffet til sig selv, hvorfor forståelse må være noget individuelt. At bestemme om den enkelte elev er på forståelsestrin et, tre eller fem efter et forløb, er simpelt hen ikke muligt. Formålet med al undervisning er selvfølgelig forståelse, men det kan ikke opstilles som et 'mål' på den måde.

Mål-middel-didaktik

For det andet må Gardners didaktik betegnes som en klar mål-middel-didaktik. Elevernes læring skal styres og kontrolleres, og kun ud fra en nøjagtig målbeskrivelse er det muligt for læreren at observere og vurdere, om eleverne har lært det, de skulle. Flere amerikanske pædagoger har været med til at udvikle denne didaktiske retning, der inspireret af behaviorismen bunder i et naturvidenskabeligt syn på viden og læring. En af grundlæggerne, Ralph Tyler, opstillede i 1950 fire temaer, som al undervisning må omhandle: 'Hvad er målet? Hvilke læringserfaringer fører til målet? Hvordan kan disse læringserfaringer tilrettelægges effektivt? Hvordan kan man vurdere, om målet er nået?' Det er ikke svært at se Gardners 'forståelsesundervisning' ind i disse rammer. Han har skiftet leksikal paratviden ud med 'forståelse', men hans didaktik er den samme. Denne didaktikopfattelse ser undervisningen som en lineær proces (mål f indhold f aktivitet f vurdering), hvor målet er styrende for resten af processen, hvilket betyder, at jo mere præcist definerede målene er, desto bedre læring. I Danmark betragtes undervisning og læring som en meget mere kompliceret proces (ofte illustreret af stjerneformede modeller), hvor en række forskellige faktorer indvirker på helheden. Didaktik bør ses som et meget bredere område, og ud over mål, indhold, arbejdsformer og vurdering bør også lærer- og elevforudsætninger, de kulturelle, sociale og fysiske rammefaktorer, læreprocessen samt den indirekte læring medtænkes.

Undervisningens arbejdsformer:

Fra starten af undervisningsforløbet kan lærerne og de dygtigste af eleverne med deres optræden demonstrere den ønskede faglige forståelse. Hvis nogle elever kun demonstrerer delvis forståelse, giver det mulighed for, at dygtigere personer kan yde støtte og vise mere sofistikerede eksempler på forståelse.

At tage udgangspunkt i klassen som et hierarkisk system med læreren øverst som den klogeste, så de dygtigste elever, og så fremdeles nedefter, er det modsatte af at lære eleverne, at de alle er lige vigtige og lige meget værd i klassen uanset færdighedsniveau. Det er desuden langt fra det danske ideal/lovkrav om undervisning, der tager udgangspunkt i den enkelte elev.

Undervisningens evaluering:

Gardner kritiserer et testsystem, der på fastsatte datoer beder eleverne om at gengive faktuelt stof. Han siger, at det er test i udenadslære og ikke i ægte forståelse. Sådan en måde at teste elever på finder ikke sted i Danmark og virker gammeldags og utidssvarende set med danske øjne, men Gardners forsøg på at bløde op for dette testsystem er stadig mål-middel-didaktisk.

Den danske skolepraksis

I Danmark har vi faktisk en folkeskolelov, der er tro mod resultaterne af de seneste års forskning af børns læring, som den er udtrykt i Gardners teori om de syv intelligenser. Vi behøver ikke at lave revolution og lave drastiske strukturændringer, som man vil være nødt til i USA. Ved at sætte fokus på nogle af de begreber, som er nøglebegreber for dansk undervisningspraksis, kan man beskrive, hvordan teorien om de mange intelligenser faktisk underbygger de læringsbegreber, som den danske folkeskolelov bygger på.

Individorienteret undervisning:

I folkeskolelovens paragraf et står der, at folkeskolen skal medvirke til den enkelte elevs alsidige og personlige udvikling. Hvis man som udgangspunkt mener, at alle elever har potentialer inden for mindst syv forskellige intelligenser, må den alsidighed i udviklingen, som loven påpeger, betyde, at alle intelligenser skal stimuleres. Det personlige i udviklingen betyder, at eleverne hver især indeholder forskellige intelligenskombinationer/kompetenceprofiler. Måden, hvorpå eleverne lærer og udvikles, er derfor individuel, hvilket skolens undervisning må tage højde for.

Undervisningsdifferentiering:

I lovens paragraf 18 står der, at undervisningens tilrettelæggelse skal varieres,så den svarer til den enkelte elevs behov og forudsætninger, og at undervisningen skal planlægges og tilrettelægges, så den rummer udfordringer for alle elever. Undervisningen bør ikke bare differentieres i indholdsmæssige sværhedsgrader. Eftersom alle elever har forskellige intelligenskombinationer, og alle fag potentielt indeholder de fleste intelligensområder, så kunne undervisningsdifferentiering betyde, at tilgangene til stoffet differentieres i forhold til de forskellige intelligenser. Enhver undervisningssituation bør stimulere flere forskellige intelligenser, så flere børn tilgodeses.

Tværfaglighed:

Lovens paragraf fem pointerer, at eleverne skal opleve sammenhæng mellem fagene, og at de skal have mulighed for at anvende og udbygge deres kundskaber og færdigheder i tværgående emner og problemstillinger.

Teorien om de syv intelligenser pointerer både intelligensernes samspil og deres autonomi. At se det samme emne fra flere fagvinkler samt i perioder at dyrke de forskellige intelligensers indfaldsvinkler i de fag, hvor det er mest oplagt (musikalsk intelligens i musik for eksempel), er i overensstemmelse med teorien. Gardner er nervøs for, at selve undervisningens indhold bliver for opdelt, måske på grund af faglærere og karaktergivning, men der har vi jo nogle andre strukturer i Danmark.

Undervisningsform:

De danske initiativer til undervisningsformer, hvor eleverne ikke direkte og unuanceret kan sammenligne deres resultater, bør vi holde fast i. Hvis undervisningen tillige indtænker forskellige intelligenser og dermed åbner op for flere indfaldsvinkler til opgaverne, vil sammenligningskriterierne yderligere nuanceres.

Teamsamarbejde:

I lovens paragraf fem og atten står der blandt andet, at klassens lærere skal samarbejde om planlægningen og tilrettelæggelsen af undervisningen. Centralt i et sådant samarbejde bør være en udvekslen af viden om og erfaringer med de enkelte elevers styrker og svagheder inden for de forskellige intelligensområder, så intelligenserne medtænkes i de individuelle handleplaner. En kropslig tilgang til matematik eller en logisk-matematisk tilgang til musik kan gøre underværker for den enkelte elevs faglige forståelse, eftersom eleverne har forskellige indlæringskanaler.

Forældresamarbejde:

I folkeskolens formålsparagraf angives det, at folkeskolens opgave skal løses i samarbejde med forældrene. Teorien om de syv intelligenser er en invitation til, at såvel lærere som forældre tænker bredere i forhold til det enkelte barns læring.