Jeg har altid glædet mig til at komme tilbage til skolen efter en lang og velfortjent sommerferie. I slutningen af juli måned har jeg altid kunnet mærke, hvordan tankerne igen begyndte at samle sig om årsplaner, bestilling af bøger på pædagogisk central, hvordan skal eleverne sidde og alt det andet, som lærerne nu engang har i hovedet inden skolestart.

Og det bedste ved det hele har været, at jeg har glædet mig som et lille barn midt i al travlheden.

Sådan var det ikke i år. Af forskellige årsager, faglige som personlige, var det uden større glæde og engagement, at jeg gik i gang med ovennævnte forberedelser til den truende skolestart.

Det lovede jo ikke godt. Uden glæde og engagement som fundament er det sgu svært at være lærer i den danske folkeskole. Din succes som lærer er, for mig at se, fuldstændig betinget af, at du er i stand til at motivere og inspirere dine elever. Uden glæden og engagementet kan du ingen af delene.

Så det så unægtelig noget sort ud for undertegnede og for de elever, der skulle have mig som lærer.

Men miraklernes tid er heldigvis ikke forbi.

Da jeg kom ned til 3.b klokken 9 mandag den 4. august, indtraf et vaskeægte mirakel. Der sad de nemlig, dem det hele i første og sidste ende drejer sig om eleverne. Velfriserede, nye i tøjet og med et forventningsfuldt glimt i øjet bød de mig velkommen til et nyt skoleår. Glimtet i øjet og de store smil var ikke til at tage fejl af, jeg var ventet, og de havde glædet sig til gensynet.

Senere på formiddagen, efter endt gerning i 3.b, rendte jeg ind i en gruppe elever fra 8.b. Og igen indtraf miraklet, smilene spredte sig hurtigt, og de sjove kommentarer hang løst i luften.

Så til min egen overraskelse og glæde fløjtede jeg hele vejen hjem efter den første dag i et nyt skoleår. På første dag var det lykkedes mine elever at få mit engagement og min glæde til at blomstre på ny.

Hvad er så moralen på hele denne historie? At det er i mødet med eleverne, at lærergerningen får sin form og sit indhold. Og heraf vil jeg så konkludere, at lærergerningen stadig er et kald!

Selvfølgelig ikke et kald i den gammeldags betydning, men et kald i forhold til, at det i folkeskolen ikke er nok kun at være professionel underviser. I folkeskolen skal man nemlig, ud over at undervise, også kunne sætte et plaster på et skrabet knæ, hjælpe eleverne med konfliktløsning, følge med i elevernes øvrige liv og så videre og så videre. Med andre ord, uden indlevelsesevne i og engagement for sine elever, så bliver lærergerningen også derefter.

Derfor skal det også være slut med en arbejdtidsaftale, der reducerer lærergerningen til det rene lønarbejde. Nu er det nok med, at lærerne skal være slaver af tidstyranniet og stopuret. Lad os håbe, at DLF og KL i skøn forening kan samles om rammerne for, at lærergerningen kan trives som et kald igen.

Til sidst vil jeg bare gerne gentage min tak til 3.b og 8.b. Tak for, at I fik husket mig på, hvorfor jeg valgte at blive lærer, og tak for mit genvundne engagement, glæde og motivation.

Martin Empacher er lærer på Egegård Skole i Gladsaxe