Kig på merituddannelsen
Den udeblevne lærermangel vækker bekymring. DLF opfordrer til at stramme kravene til de kommende meritstuderende
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det er ikke kun i Ringkøbing Amt, at lærermanglen ser ud til at være forduftet. Også på landsplan er der ifølge næstformand i Rektorforsamlingen Søren Vang Rasmussen, Haderslev, grund til skepsis.
»Hvis man sammenlægger de forskellige seminariers optag af meritlærere, kan man godt frygte, at lærernes arbejdsmarked på kort sigt bliver mættet«, siger han.
Der optages i omegnen af 1.200 meritstuderende om året. Lægger man det tal oven i de flere end 4.000 studerende på den almindelige læreruddannelse, er der ingen grund til at vente lærermangel.
»Hvad der sker på længere sigt, tør jeg ikke udtale mig om, men i betragtning af at mange prognoser bygger på oplysninger, fra før meritlæreruddannelsen blev oprettet, er der grund til at tage dem med et gran salt«, siger Søren Vang Rasmussen.
Næstformand i Danmarks Lærerforening, Stig Andersen, er enig i, at forventningen om kæmpe-lærermangel ikke holder stik.
»Det er positivt på den led, at vi nu kan koncentrere os om at sikre fuldt uddannede lærere og dermed sikre kvaliteten i undervisningen. Men i det omfang lærermanglen er forsvundet på grund af kommunale nedskæringer, er det naturligvis i sig selv et problem«, siger han.
Udviklingen giver anledning til at se på, hvordan man bedst muligt fastholder, at det er folk, der er veluddannede, der kommer ud i folkeskolen.
»Oprettelsen af meritlæreruddannelsen blev motiveret med, at man skulle minimere lærermanglen«, siger Stig Andersen. »Da vi nu kan se, at lærermanglen formentlig ikke bliver så stor, og vi ved, at omkring halvdelen af dem, der kommer ind på meritlæreruddannelsen, kommer ind på dispensation, bør det give anledning til at revidere kravene, så merit kun gives for reelle faglige kvalifikationer, der er relevante i forhold til uddannelsen af lærere til folkeskolen«.
folkeskolen@dlf.org