Forleden var jeg lige et vend på kirkegården for at se til mine forældres grav og kom i den anledning til at tænke på dengang, jeg havde hele min 5. klasse med. Vi havde kørt emnet døden og sluttede af med diverse opgaver forberedt til kirkegården.

For også at give talbehandlingen sit gik en af opgaverne ud på at regne alderen ud på afdøde i den og den grav. Det skulle jeg sandt at sige komme til at fortryde. Den fikse lille regneøvelse rystede mig i den grad, at jeg fik besvær med at samle mig om min egentlige opgave. Det var godt nok pokkers - side om side lå de, den ene af byens borgere efter den anden, segnet i alt, alt for tidlig alder. Tilsat rystelsen over nogle bekendte døde, som jeg slet ikke var klar over allerede var døde.

Et chokerende stort antal grave, hvor stenen kunne fortælle, at afdøde ikke havde nået min egen lave alder. Børnenes ivrige, sorgløse meldinger skar som knive gennem luften: 'Karen Jensen 61 år', 'Egon Hansen 59 år' . . . I desperation søgte jeg med dem andre steder hen på den store kirkegård, idet jeg tænkte, at jeg tilfældigt kunne være kommet ind i en stime af skæbneramte for tidligt døde. Men nej, det blev bare ved og ved.

Til at begynde med havde jeg stor opmærksomhed rettet mod børnene, specielt de vildeste af drengene, som respektløst hujede rundt og sprang over gravstene, når de troede sig usete. Senere blev jeg mere ignorant over for deres optræden, sjælsrystet som jeg var.

At jeg havde fået øje på en grav med en af min barndoms værste skolelærere, gav et kort øjebliks dulmen. Her lå han i alt fald godt - og havde ligget i ro virkelig længe.

Sært, som vi har lagt et tabu omkring døden i vores kultur. Vi bliver stumme og rådvilde, vil ikke rigtig vide af den. Jeg selv er ej heller meget for det.

'Jeg tænker aldrig på døden', kender jeg folk på min egen alder, der siger. Jeg tillader mig at tvivle, eftersom døden stiller hver eneste dag i relief. Man kommer hurtigt derhen, hvor man er dødtakn. . . æh . . . meget taknemmelig for overhovedet at være i live, tænkte jeg, da jeg lukkede lågen til de dødes tyste jordstykke.

Else