Birte, der er klasselærer i 1. klasse, bryder sig ikke om at skælde ud. Men hun er nødt til det, mener hun, simpelt hen for at kunne komme til at undervise.

De nyankomne elever fra børnehaveklassen har da også svært ved at holde sig i ro. De kører rundt på de nye stole med hjul under og kikker undersøgende rundt på alt det nye. De snakker også uden at have rakt hånden op først.

'Men det er hårdt at skælde ud. Jeg synes, det er meget hårdt', siger hun.

'Det ideelle og det skønne ville jo være, at de rettede sig efter det, vi sagde. Fordi vi vil dem det godt, og det, vi gerne vil, det er at undervise dem og lære dem de ting, som vi skal lære dem'.

'Men der er bare noget, der forhindrer os i at gøre det, og det er altså den uro og - altså - måske en manglende lyst til at lære de ting. Hos nogle børn manglende evne, måske. Alt det dér, det forhindrer os egentlig i at udføre vores arbejde'.

'Så det helt ideelle, det ville jo være, hvis vi bare kunne få lov til at undervise dem. Og så ikke tage os så meget af opdragelsen'.

Elever og lærere kolliderer

Ordene falder i ph.d.-afhandlingen 'Samarbejde om børns udvikling' skrevet af psykolog Charlotte Højholt, lektor på Roskilde Universitetscenter.

Hun har fulgt en gruppe børn fra børnehave til børnehaveklasse og 1. klasse og skolefritidsordning og interviewet de voksne omkring børnene - pædagoger, lærere og forældre.

I eksemplet ovenfor 'synes børnenes orienteringsproces at kollidere med lærerens strategi', siger Charlotte Højholt.

'Jeg spurgte læreren om, hvordan man forholder sig til det at støtte børnene i selve det at begynde, men det spørgsmål synes generelt at være lidt ukendt, ikke kun for lærere, men også for de andre faggrupper omkring de små børn'.

'Det peger på, at vi ved for lidt om, hvad skift og overgange betyder for børnene, om hvordan de forholder sig hertil. Med en sådan viden kunne vi gå ind i deres processer og bygge på dem og styrke dem'.

'Som det er nu, opleves nogle af børnene vanskelige og urolige, når de begynder i skolen, og det giver så lærerne vanskeligheder'.

Charlotte Højholts afhandling er et forsøg på at skaffe viden om overgangene i børnenes liv. At belyse det, hun kalder flerheden i børnenes liv. Derved overskrider afhandlingen den hidtidige forskning i børneliv, der har henholdsvis førskoletiden, skoletiden og familielivet som særskilte genstandsområder.

'Det er mere børnenes øer end deres sammenhænge, man fokuserer på, ikke kun i forskning, men også i praksis. Der sker let det, at man lukker sig om sig selv og siger, at nu laver vi noget godt her i vores børnehaveklasse eller vores fritidsordning eller vores 1. klasse, og det kan jo være fint nok, men det, man gør, får jo alligevel en betydning i det samlede forløb'.

Forsker undrer sig

Det, der satte hende i gang med projektet, var en undren over, at de forskellige parter - lærere, pædagoger, forældre - omkring børnene ikke samarbejder mere bevidst og systematisk.

'Vi har arrangeret et forløb på tværs af steder, hvor børnene skifter sted, og det er der god ide i, men vi mangler at få organiseret forbindelserne, så de kan virke frugtbart ind på hinanden'.

Charlotte Højholts budskab er for så vidt enkelt: Så arbejd dog sammen, men gør det med respekt for forskelligheden i de forskellige kulturer.

Men et frugtbart samarbejde bliver blokeret af det, hun kalder de tre u'er: Uafklaretheden om, hvem der gør hvad, uenigheden om det, og så er der en underprioritering af ressourcer til samarbejde.

'For eksempel mangler der at blive udstukket nogle retningslinier for forældrenes bidrag. Der mangler en organisering af dialogen mellem skole og hjem og for, hvad det er, skolen forventer af forældrene'.

Selv om mange lærere stønner over alt det samarbejde, de i forvejen skal gennemføre, mener Charlotte Højholt, at et samarbejde i forbindelse med børnenes overgange vil forrente sig.

'Hvis børnene ikke fungerer som et fællesskab, bliver det vanskeligt at kunne komme til at undervise. Typisk kommer lærerne til at stå i et dilemma mellem på den ene side at tage udgangspunkt i enkeltbørn - som det jo hedder sig, de skal i dag, og som de også kan blive nødt til, fordi nogle af børnene har svært ved at være med - og på den anden side at skulle undervise'.

Lærere har brug for opbakning

'Dér bliver samarbejdet med - eller opbakningen fra - andre parter helt utrolig vigtigt. Det at andre også bidrager, det at andre kan fortælle, hvordan børnene fungerer i andre sammenhænge, det kan gøre, at læreren måske kan forstå børnenes problemer, også i lyset af at børnene lever på tværs af de her steder'.

'Det savner lærerne. I stedet beskriver de, at de bruger en masse energi på diskussioner om problemer - hvem der burde have gjort hvad, hvem der har skylden og ansvaret. Det samarbejde betyder så meget for, om lærerne kan rumme de børn'.

Hvad kan skolen gøre?

'Skolen bliver nødt til at arbejde med at forbinde sit bidrag med de andres bidrag. Lige meget hvor dygtig en skole er, hvor dygtige lærerne er, så er det ikke nok at tænke skolen som en lukket ø i børnenes liv'.

'De må tænke sig selv som en del af et forløb. Jeg har ikke en facitliste på - hvad gør pædagogen, hvad gør læreren, hvad gør moren. Men man må begynde at afklare, at man har forskellige bidrag til en fælles opgave'.

'Det kræver noget organisering og noget dialog, og dér tror jeg, skolen har en stor opgave i at få det organiseret og få meldt ud til forældre og pædagogiske samarbejdspartnere, hvad det egentlig er, skolen forventer, og hvordan man kan fordele, hvem der gør hvad'.

Fællesskabet om klassen er afgørende

Ikke kun fællesskabet i klassen betyder meget for børnenes udvikling, understreger Charlotte Højholt. Også fællesskabet om klassen er vigtigt. At lærere, pædagoger og forældre ser sig selv som en del af samme fællesskab.

'Jeg kan godt forstå, at nogle lærere synes, det er anstrengende, men jeg tror, det er en meget relevant kompetence, de her kommer til at udvikle - det at kunne se på børnene fra forskellige vinkler'.

'Børnene ser meget forskellige ud, alt efter hvor man kikker på dem fra, som pædagog eller mor eller lærer. Og at få nogle af de der forskelle og perspektiver frem og lytte og gå i dialog er mere frugtbart end at diskutere, hvad er nu det vigtigste, det sociale eller det indlæringsmæssige'.

'Og det er langt bedre end at vente, til det er gået galt, og så diskutere, hvem der har skylden'.

Charlotte Højholt mener, at det er en opgave for den enkelte lærer i det daglige 'at gå i dialog og overhovedet tænke sig selv som en del af et forløb og interessere sig for førskoleområdet'.

'Men det er i høj grad også noget, som skolens ledelse og i sidste ende også politikere bør prioritere'.

'Jeg kan godt forstå, når lærere beklager sig over, at de mangler tid og penge til for eksempel skole-hjem-samarbejde. De mangler en fælles organisering om det. Det bliver den enkelte lærers problem'.

'Alle snakker samarbejde, og der er mange gode hensigter, men der mangler simpelt hen noget organisering - hvornår gør vi det så, hvordan gør vi det?'

Det er lidt pudsigt, undrer Charlotte Højholt sig, at 'når vi nu har organiseret det her forløb, hvor børnene hele tiden skifter fra vuggestue til børnehave, skole, gymnasium, universitet - at der så egentlig ikke er særlig meget organisering af, hvordan det skal hænge sammen'.

'Man klager bare over de andre. Skolen klager over børnehaven og over, at forældrene leverer nogle umulige unger. Og gymnasiet klager over folkeskolen, og universitetet klager over gymnasiet. Der er en mangel på organisering af forbindelserne'.-

Blå bog

Lektor i psykologi ved Roskilde Universitetscenter Charlotte Højholt har fulgt en gruppe børn fra børnehave til børnehaveklasse, 1. klasse og skolefritidsordning og skrevet ph.d.-afhandling om det. Afhandlingen udkom på Gyldendal i sidste uge: 'Samarbejde om børns udvikling'. Charlotte Højholt har tidligere udgivet 'Skolelivets socialpsykologi' og 'Brugerperspektivet - forældres, læreres og psykologers erfaringer med psykosocialt arbejde'.

Man klager bare over de andre. Skolen klager over børnehaven og over, at forældrene leverer nogle umulige unger. Og gymnasiet klager over folkeskolen, og universitetet klager over gymnasiet