Som far til en datter på seks år kan Martin Fessel godt forstå de forældre, der bliver kede af det, hvis deres barn kommer hjem fra skole og fortæller, at læreren ikke har vist det nok opmærksomhed.

Det er en naturlig måde at reagere på, men Martin Fessel er også lærer, så han ved, at det ikke er den mest hensigtsmæssige.

'Som lærer skal jeg få fællesskabet i klassen til at fungere. Derfor skal jeg også lade nogle af de andre elever komme til orde. Det vil forældrene finde ud af, hvis de ringer til mig for at høre, hvorfor deres barn er utilfreds', siger den 38-årige klasselærer for 7.b på Hældagerskolen i Vejle.

'Lærere og forældre kan godt have berøringsangst over for hinanden, og det kan vi kun sætte os ud over ved at lære hinanden godt at kende. Ellers hører forældrene kun det, børnene fortæller om skolen. Jeg skal fortælle dem, at vi skal opbygge sociale fællesskaber. Det er derfor, vi har skolen og klassen'.

Alligevel præsenterer han ikke forældrene for et foredrag om de sociale mål, klassen skal nå. Dem vil forældrene bare sige ja til. Han vil hellere diskutere alkohol, fester, misbrug og andre relevante emner med forældrene, for så kommer han i dialog med dem.

'Skolen er et godt forum for diskussioner om, hvordan vi i fællesskab kan hjælpe børnene til et godt og harmonisk liv. Det er dér, samarbejdet må ligge. Vi skal opbygge nogle relationer, som gør, at vi kan få et tillidsfuldt forhold til hinanden, selv om vi ikke ses til daglig. Jeg skal samarbejde med forældrene om deres børn, og det er mit ansvar, at det kommer til at foregå i dialog'.

Det ideelle vil være, at lærer og forældre får skabt et så stærkt forum, at de kan bruge klassen til at støtte en elev, der er på vej ind i et misbrug eller i kriminalitet, mener Martin Fessel.

'Skolen er som et beskyttende felt, så lad os bruge det til at snakke opdragelse og til at få indgået nogle aftaler, for eksempel om hvornår børnene skal være hjemme fra fest'.

Læreren deler ansvaret

Han ser ikke nogen modsætning i idealet om, at han skal indgå et ligeværdigt og tillidsfuldt samarbejde med forældrene, samtidig med at han har ansvaret for undervisningen.

'Jeg kender metoderne, og jeg sætter mig ind i stoffet, så undervisningen er mit ansvar, men når det gælder børnenes opdragelse, deler jeg ansvaret sammen med forældrene. Vi skal arbejde sammen om at lære børnene at fungere i et demokratisk samfund'.

Han ser sig selv i den sammenhæng som en form for konsulent.

'I gamle dage afstak læreren de etiske rammer. Den funktion har vi stadig. Der skal være en social kontekst i klassen, men vi bestemmer den ikke længere alene. Forældrene har ret til at blande sig i den måde, børnene fungerer på, når de er sammen, men de kan kun gøre det, hvis de tager aktivt del i debatten om klassens liv frem for at sige, at det finder skolen nok ud af'.

Det er Martin Fessels erfaring, at man kan nå langt gennem dialog, også når lærer og forældre ikke er enige om, hvordan skolen skal bidrage til udviklingen af den enkelte elevs dannelse.

'Forældre er velkomne til at have holdninger, men de må også forstå min situation. Når samfundet for eksempel tager afstand fra racisme, kan jeg ikke plædere for, at vi skal gøre forskel på mennesker. Tværtimod føler jeg mig forpligtet til at forsvare samfundets holdning'.

Forældre er mindst lige så forskellige som lærere, så spørgsmålet er, om man kan indgå i et tillidsfuldt samarbejde med alle.

'Forældre kan være grove, især hvis de har svært ved at se den virkelighed, børnene befinder sig i. Det oplevede jeg, da jeg havde to klasser til prøve i fysik'.

Krav til forældrene

De nye prøver lægger op til dialog, og det havde han sagt til eleverne, men to af pigerne koblede af til prøven og fik hver et ottetal. Og så hoppede kæden af hos forældrene, for deres døtre havde fået ti i årskarakter.

'Forældrene sagde, at de selv havde været til eksamen mange gange, så de vidste nok besked om, hvordan den slags skal foregå. Men skolen har ændret sig, siden forældrene gik i den'.

Han synes, det var ubehageligt at blive udsat for forældre, der 'trak seksløberen og skød løs, for så skulle de nok ramme noget'. På den anden side gjaldt det om at stå fast på, at de to elever havde fået en fair behandling.

'Det er vigtigt, at jeg taler med eleverne om, hvorfor de fik otte til prøven. Men jeg må også kunne stille krav til forældrene om at være med i et samarbejde om deres børn. De er ikke kunder i Bilka, hvor de kan klage, så snart de er utilfredse med varen. De er forældre til børn i en folkeskole, som bygger på relationer mellem mennesker. Det budskab må jeg formidle til forældrene', siger Martin Fessel.-Henrik Stanek er freelancejournalist

Idealer for menigmand

Professionsideal nummer 5 og 6 handler om lærerens forhold til forældrene:

5. Læreren vil indgå i ligeværdigt og tillidsfuldt samarbejde med forældrene om det fælles ansvar for den enkelte elevs udvikling, undervisning og opdragelse.

6. Læreren vil bidrage til udviklingen af elevernes menneskelige, sociale og politiske dannelse, så alle elever får forudsætninger for aktivt at præge såvel deres eget liv som samfundet.

Her på siden fortæller Martin Fessel fra Hældagerskolen i Vejle, hvad han gør for at leve op til idealerne. Selv har du måske en anden indgangsvinkel. Fortæl om den under Net-Debat på www.folkeskolen

De to første artikler i serien om DLF's udkast til professionsidealer for lærere blev bragt i Folkeskolen nummer 34 og 35/2001.