I sidste nummer af Folkeskolenudtaler arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen sig om Dafolos slutrapport vedrørende Udviklingsprojektet under overskriften 'Rapport giver intet overblik'. Hvis det ikke i artiklen havde stået, at Flemming Ibsen havde læst rapporten, ville jeg have troet, han udtalte sig på baggrund af løse rygter. Jeg skal ikke forholde mig til, hvorvidt rapporten giver Flemming Ibsen et overblik, men i Danmarks Lærerforening kan vi godt bruge den. Modtagelsen i hovedstyrelsen og projektets følgegruppe var langt overvejende meget positiv.

Udviklingsprojektets værdi og resultat er også og nok så meget de processer i foreningen, der har ført frem mod slutrapporten, som det er slutrapporten i sig selv. Det er disse processer, vi skal bygge videre på i den fortsatte udvikling af Danmarks Lærerforening.

Når man beder en arbejdsmarkedsforsker om at udtale sig om et udviklingsprojekt, der ikke handler om arbejdsmarkedsforskning, løber man en risiko for at få et overfladisk billede. Den grøft er Flemming Ibsen faldet i. At vurdere projektet uden at forholde sig til arbejdets præmisser betyder, at udtalelserne kun kan have begrænset værdi. Et eksempel herpå er Ibsens udsagn om, at 'sekretariatsmedarbejdernes mening er uinteressant'. En analyse af sekretariates rolle og samspillet med det lokale led var en del af opgaven. Ligeledes konstaterer han, at 'pensionisterne ikke er vigtige for foreningen'. Det er ikke foreningens holdning.

I al god evaluering forholder man sig til den stillede opgave. Kongressen og hovedstyrelsen har stillet opgaven og har fulgt og deltaget i projektet i alle dets faser. Det kommer ikke bag på os, at der fokuseres på 'de indre linier'. Det har vi bedt om. Eksterne samarbejdsparter er inddraget for at medtænke Danmarks Lærerforening i et samfundsperspektiv. Det er udtryk for en åben holdning over for en samtid og de med- og modspillere, der er en del af de vilkår, vi skal fungere i.

Ingen fagforening kan flytte sig ved at bruge al energi på at tænke overordnet og holde nok så gode konferencer om fagbevægelsens udfordringer, internationale tendenser og globalisering.

Det er meget vigtige aspekter, som i høj grad har været inddraget i projektet undervejs, ligesom der er afholdt visionskonferencer med inddragelse af unge. Men det er i handling, foreningen skal vise, om vi forstår at omsætte Dafolos kortlægning til praktisk politik, der både tager afsæt i og rækker ud over de øjeblikkelige udfordringer.

Rapporten beskriver og diskuterer skolens udfordringer på baggrund af en skole- og samfundsanalyse. Der peges på, at lærerne og Danmarks Lærerforening skal blive bedre til at synliggøre lærernes arbejde og undervisningens indhold. Anbefaling nummer to handler om 'At synliggøre behovet for professionalisme'. Frem for at forholde sig til rapportens indhold kommer Flemming Ibsen med sine bud på, hvad der er vigtigt for foreningen. Det er interessant, at det ganske er forbigået forskerens opmærksomhed, at det netop er den røde tråd i rapporten, at der skal tages afsæt i det, der er lærernes arbejdsindhold, i skoleudvikling, professionsidealer og det pædagogiske indhold for at kunne højne respekten og opnå gode arbejdsbetingelser, altså en professionsstrategi. Det kan godt være, det ikke er et frækt forslag, men det er i hvert fald frimodigt konkluderet, al den stund en meget stor del af medlemmerne siger, at foreningen i takt med et stadig stigende arbejdspres på skolerne skal koncentrere sig om det faglige ben.

Det er også interessant, at Flemming Ibsen ikke har observeret ændringen i den offentlige debat om skolen. Vi har netop de to sidste år set, at fokus ikke længere hviler på lærerne som skurke, men at vi har fået en mere nuanceret debat, der også placerer ansvaret, hvor det rettelig hører hjemme, nemlig hos de politikere, der udarbejder lovene og bestemmer betingelserne for skolen.

Vi behøver ikke hyre eksterne konsulenter for at fortælle, at Danmarks Lærerforening ikke er en isoleret størrelse i et komplekst nationalt, internationalt, globalt samfund i hastig forandring, Det ved vi godt. Det er ikke det, Udviklingsprojektet drejer sig om. Vi har brug for sammenhængskraft i vores forening, hvis vi skal være fremadrettede og i stand til at klare de enorme udfordringer, vi ganske rigtigt står over for. En forudsætning for at løse opgaven er, at medlemmerne tror på os, og at det foregår i et samarbejde.

Samarbejde må altså ofte foregå helt nede på jorden. Det er der, der arbejdes.

Flemming Ibsen konstaterer, at metoden i projektet er bottom up, og at det er en sund metode. 'Medlemmernes virkelighed er hverdagen - ikke sådan et projekt', siger han endvidere. Begge dele falder helt i tråd med grundtanken i Udviklingsprojektet. Hvis fokus i diskussionerne efter denne første fase i projektet hovedsageligt sættes på det strukturelle, så tror jeg også, det mest vil interessere det politiske niveau. Rapporten påpeger faktisk, at foreningens hovedproblemer ikke løses ved strukturelle ændringer. Men hvis vi bliver bedre til at løse de fagpolitiske udfordringer, vil medlemmerne opleve større tilfredshed med deres fagforening. Så vil de ikke nøjes med at konstatere, at 'man kan få den indflydelse, man vil have'. Så vil de bruge den i langt højere grad end nu.

Flemming Ibsen vil gerne vide, hvad politikerne vil bruge deres magt til og deres kontakter til andre magtcentre i omverdenen. Et af svarene er, at Danmarks Lærerforening må have den placering på det nationale og det internationale landkort, vi bør have i forhold til den kolossale betydning, lærerne og skolen har for børns undervisning og opvækst. Det arbejder vi med, og det vil vi bruge magten til.-