Statsdollars til privatskoler

Førende republikansk præsidentkandidat i USA vil overføre offentligt tilskud

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den førende republikanske præsidentkandidat, George W. Bush, er parat til indirekte at udbetale føderale tilskud til privatskoler.

Det fremgår af hans oplæg til uddannelsespolitikken i USA, hvis han triumferer ved valget næste år.

Han bevæger sig dermed ind i et politisk-juridisk minefelt. Mange privatskoler er religiøst baserede. En forbundsdommer har netop i princippet blokeret for et såkaldt voucher-program i Cleveland, Ohio, fordi det ifølge hans tolkning kan medføre, at offentlige midler kan anvendes til forkyndende formål. I USA vogtes der nidkært over den forfatningsmæssige adskillelse mellem stat og kirke.

Den yngre Bush, der angivelig har mødt Gud, sagde i en markant tale, at han er parat til at fjerne den særlige føderale støtte til offentlige skoler, der skal hjælpe dem til at give børn fra fattige familier en ordentlig uddannelse. Sanktionen kan komme på tale, hvis en skole gentagne gange ikke omsætter bidraget i højere eksamenskarakterer, bedre fremmøde og færre udmeldelser.

De samme tilskud skal følge eleven, og forældrene kan beslutte i stedet at bruge pengene til undervisning i en privatskole, decideret privatundervisning eller overflytning til en bedre offentlig skole.

Tilskuddet svarer til over 10.000 kroner per år, og næsten en femtedel af alle amerikanske skolebørn nyder godt af det. Ordningen blev indført som led i de sociale reformer i 1960'ernes USA.

Kritikere ser George W. Bushs udspil som et forsøg på at svække de offentlige skoler til fordel for de private skoler. Som guvernør i Texas har Bush støttet et forslag om offentlige tilskud til private skoler gennem et voucher-system, men der har ikke været flertal for idéen i delstatens kongres.

Bush har også gjort sig til fortaler for blandt andet øget fokusering på eksamener og indledning af læseundervisning allerede fra tre-fireårsalderen.

Bushs demokratiske modkandidat Al Gore har tidligere fremlagt sine egne uddannelsesvisioner. De handler blandt andet om lavere klassekvotienter, tilbud om børnehaveklasse til alle amerikanere i den givne aldersgruppe og kvalitetskontrol af lærerne.-Regner Hansen er freelancejournalist