Folkeskolen er en vigtig pædagogisk institution for børns socialiseringsproces. En stor del af børnene klarer sig godt og lever op til de faglige, sociale og kulturelle krav. Men en lille gruppe, både danske og andre etniske socialt udstødte børn, har særligt brug for, at folkeskolen bidrager til deres socialiseringsproces. Uden at jeg skal generalisere, overser både folkeskolen og mange andre pædagogiske institutioner ofte disse børns problemer og behov for lærernes og andre professionelles støtte. Professionelle kan have mange forklaringer på dette. For eksempel hører jeg ofte lærerne sige, at de ikke har tid til alle disse problemer og opmærksomhedskrævende børn. Derpå stiller jeg spørgsmålet: 'Hvis du ikke har tid til dem, hvem skulle så ellers have det i de ni eller ti år, som børnene går i skole?' Skal disse svage børn lide under mangel på tid i skoleperioden? Mit svar er helt klart nej! Netop du og jeg skal være enormt opmærksomme på, hvordan vi i fællesskab kan være med til at skabe tryghed i skolen for de børn. I modsat fald vil deres udvikling gå i en destruktiv retning. Mobning er et emne, som vi taler om i perioder, men for os, der ikke har oplevet det, er det nemt at forholde sig til ud fra en intellektuel holdning eller forklaring om, hvor hårdt det er at blive mobbet, eller helt at tage afstand fra det.

Jeg vil kort referere en drengs oplevelse af, hvad mobning i folkeskolen har gjort ved ham. Drengen gik sammen med en skolekammerat i frikvarteret til bageren. Mens de ventede på at købe noget, opstod der en konflikt, som hverken drengen selv eller den anden, som mobbede ham, kunne løse. Drengen, som blev mobbet, vendte tilbage til sin klasse og fortalte det til sin lærer. Svaret var, 'at det problem må du/I selv løse'. Det, som kan undre, er, at læreren enten med vilje eller på grund af uvidenhed overså drengen, der i forvejen var lavest i hierarkiet i gruppen, og at de unge ikke selv kunne løse konflikten. Konsekvensen af lærerens tilbagemelding var, at den, der om formiddagen havde mobbet drengen, efter skoletid stod uden for skolen og ventede på offeret. Men nu var det pludselig en hel gruppe, der overfaldt ham. Drengen skyndte sig væk og vaskede sig i ansigtet, så familien ikke skulle se, at han var blevet slået. Han syntes, det var pinligt, at han ikke kunne klare sig selv. Problemet var, at han isolerede sig derhjemme og senere på natten brød sammen. Heldigvis opdagede et familiemedlem, hvor dårligt drengen havde det. Selv om det er nogle år siden, drengen gik ud af folkeskolen, har mobningen sat dybe spor i hans sjæl, og han er endnu ikke kommet sig over den behandling, han fik.

Jeg mener, at vi alle har et stort ansvar for især de socialt dårligt stillede danske og andre etniske børn, hvis de skal have en chance for at deltage i fællesskabet i folkeskolen. Det kræver, at lærerne og andre voksne tager børnenes meddelelser alvorligt og er konsekvente over for de elever, der mobber. Mobning er noget af det værste, børn og unge kan blive udsat for, og derfor skal vi voksne have antennerne ude og bruge undervisningstimer på at tale med børn og unge om holdninger. Deres forskelligheder skal ikke ses som et problem. Uanset hvilken religion, kultur og familiær baggrund de har, skal den enkelte respekteres

Ahmet Demir er cand.pæd.