Lærerne svigtes ofte i deres mulighed for at kunne gøre deres arbejde kvalificeret. Det er ikke lærerne alene, der kan skabe arbejdsro i klassen. Det er heller ikke forældrene alene, der kan skabe den fornødne ro til læringsarbejdet i skolen. Det er derimod et samspil mellem børn, forældre, pædagoger og lærere. Det er i det samspil, at rummeligheden kan skabes og læring finde sted.

Det mener psykolog Per Kjeldsen, der har sit eget konsulentfirma og har været konsulent på pjecen 'Uro i skolen', som Lærerforeningen har udsendt.

'I debatten oplever jeg, at nogle altid har enkle svar på alting, og ofte lyder det, at lærerne og forældrene blot skal gøre noget bestemt, så bliver alt bedre. Men alle de gode råd og alle kravene, der kommer, er modsætningsfyldte. Og det er der aldrig nogen, der peger på. Når man kommer med sådanne udmeldinger, må man også analysere forudsætningerne', siger Per Kjeldsen.

'Ingen kan alene skabe arbejdsro. Den ene ekspert siger i medierne, at det ikke er børnene, der er noget galt med, og så hakker han på lærerne. Den anden mener, at forældrene skal opdrage bedre, men tingene bliver aldrig sat i sammenhæng'.

Problemet er, mener Per Kjeldsen, at børn mangler fællesskabskompetence. Men den skal skabes af forældre, pædagoger, lærere og kammeratskabsgruppen i samarbejde.

'Børn har samværskompetence, hører vi ofte. Ja, men det betyder blot, at de kan være i samme rum uden at støde sammen, og det er ikke nok. De mangler fællesskabskompetence. At have fællesskabskompetence betyder, at de er i stand til at sætte deres egne behov i baggrunden for andres. Når de har dén kompetence, så kan vi tale om rummelighed i skolen, om at få arbejdsro, og så kan børnene lære dansk og matematik - også uden at få flere timer til det', mener han.

Løsreven debat

Skoledebatten lige nu handler om faglighed, kvalitet, urolige elever, rummelighed i skolen, og med større rummelighed kan specialundervisningen skæres ned. Men den løsrevne debat kan ikke bruges til noget, efter Per Kjeldsens mening.

'Der skal for det første ikke være ro i skolen. Der skal være liv. Men der skal være den fornødne arbejdsro. Alt for mange løber med på det politisk korrekte, og nu mener regeringen altså, at fagligheden skal stå højt, fordi internationale undersøgelser viser, at børnene ikke kan læse og regne lige så godt som børn i andre lande', siger han.

'Det er klart, at hvis eleverne får en time ekstra i dansk, så lærer de mere - hvis altså metoder og materialer så også er i orden. Og hvis børnene er opdraget til at arbejde i et forpligtende fællesskab. Lige nu er der et ensidigt fokus på det faglige, men et intellektuelt menneske uden empati og sociale kompetencer er vel ikke dét, vi ønsker'.

Per Kjeldsen mener, at børnene selvfølgelig skal blive så kloge som muligt, men de skal også blive socialt kompetente og være i følelsesmæssig balance.

'Nu skal børnene så også have engelsk fra 3. klasse for at kunne leve op til nogle internationale undersøgelser. Det kommer til at gå ud over de børn, der har svært ved at læse. De får pludselig engelsk oven i det danske. Og de dygtige kan såmænd vente til 5. klasse med engelsk, for de skal sagtens få det lært, hvis metoder og arbejdsredskaber er i orden'.

Han mener, der er meget firmatænkning i al snakken om det faglige. At man skal leve op til nogle standarder og se på, hvor meget man får produceret.

Talen om de ekstra timer giver Per Kjeldsen ikke meget for, når de bare bliver taget et andet sted fra som for eksempel fra 10.-klasserne.

Den rummelige skole

Per Kjeldsen hævder, at børn har godt af at opleve en kontrastfyldt hverdag. Flere skoler er blevet opmærksomme på, at frikvarteret skal være et åndehul, at der skal være mulighed for at lege som kontrast til den forpligtende undervisning.

Tilsvarende skal der være forskel på skole og fritid, ligesom fritidsordningen skal være en erstatning for hjemmet og ikke en skoleudvidelse. Pædagoger og forældre skal sammen opdrage, og specialundervisningen bør understøtte den socialt emotionelle udvikling hos eleven - ikke kun den faglige. Så begynder skolen at kunne rumme flere elever, der er anderledes.

En vej frem er, ifølge Per Kjeldsen, at hvert enkelt team er så kvalificeret, at det kan være selvstyrende. At de selv vægter det sociale, emotionelle og faglige arbejde i klassen og kan give hinanden supervision. Og det kan de, hvis de får mulighed for at tilrettelægge uden for stive regler. Hvis de selv kan styre skema og timetildeling.

'Skolen skal være rummelig, og det kan den være, hvis det er i orden at stille krav til alle parter'.

'Forældrene er blevet mere kritiske, og det er fint, hvis det betyder, at de er mere opmærksomme. Det er negativt, hvis de kun ser på deres eget barn. Men det er rigtig godt, at de kan gøre opmærksom på problemer i fællesskabet, hvis løsningen ikke bare er at få fjernet et barn fra klassen', siger han.

Men der er kræfter, der trækker væk fra det rummelige, nemlig den stigende specialundervisning.

'Vi har vænnet os til at være fejlfindere. Det sker, når presset på en institution eller nogle personer vokser. Når alt skal måles. Når vi sætter diagnoser på. Vi skal vende det og i stedet blive resursespejdere. Se på, hvad den enkelte kan, for dét er med til at udvide normalitetsbegrebet. Når vi bliver usikre på, hvor vi skal sætte grænsen, så udvider vi rummeligheden, og det er dejligt'.

'Øget specialundervisning er et udtryk for, at der er noget, vi ikke gør godt nok. Problemet opstår, når vi voksne ikke samvirker og ikke er parate til en tidlig indsats'.

Øget specialundervisning er et udtryk for, at der er noget vi ikke gør godt nok