1.000 skoler uden hjemmeside

Om et år skal alle skoler have en hjemmeside, men omkring 1.000 skoler mangler at udarbejde den

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Når det netop startede skoleår er omme, skal alle skoler have en hjemmeside, men 1.000 skoler har stadig ingen. Det skønner statistikkontoret hos Undervisningsministeriet.

En lov vedtaget i juni i år om gennemsigtighed og åbenhed i uddannelserne siger, at den 1. juli 2003 skal alle skoler være at finde på nettet. Med egen hjemmeside og med en række oplysninger, der skal være offentligt tilgængelige.

Det drejer sig blandt andet om skolens fagudbud og læseplaner. Om skolens værdigrundlag, pædagogiske principper, karakterer og evalueringer af undervisningen.

Hensigten med loven er, at borgerne får mulighed for at sammenligne serviceydelserne på folkeskoleområdet. Det kræver nogle faste parametre, som alle skoler skal bruge. Parametrene er uddybet i vejledning om sammenlignelig brugerinformation om folkeskolen, som Indenrigs- og Sundhedsministeriet har udarbejdet.