1

Til møde med statsministeren

Hvad kom der ud af det?

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lærer Tine Marie Balck Sørensen, Trefalkeskolen, Frederiksberg:

»Det var spændende at få flere vinkler på folkeskolen, at møde en masse engagerede lærere med bud på, hvad der skal til for at skabe en god folkeskole. Synspunkterne er meget forskellige, og de afhænger for eksempel af, om man har med indskoling eller udskoling at gøre. Jeg vil gerne have, at lærernes faglighed kommer i centrum. Hvis man vil have top fem-elever i 2020, så må man også kigge på, om man har top fem-lærere. Det handler om læreruddannelsen og om at være åben over for dialog om lærernes faglighed, så det ikke kun er DLF's formand Anders Bondo Christensen, der bliver hørt«.

Hvad synes du om statsministerens planer om at offentliggøre testresultater?

»Vi diskuterede offentliggørelse af testresultater, men jeg ved ikke lige, hvad jeg skal mene. Jeg er ikke til hemmelighedskræmmeri, og hvis lærerne og skoleledelsen kan tåle at se nogle resultater, så bør alle andre også kunne det. På den anden side vil det være synd, hvis offentliggørelse resulterer i, at man ødelægger en skole, fordi den opnår dårlige resultater to år i træk, og forældrene så ikke vil have deres børn til at gå på skolen«.

Lærer Kim Darving, Bellahøj Skole, København:

»Der blev lyttet, og der kom mange gode forslag frem, men det er svært at sige, hvad der kommer ud af det. Forslagene kan i alt fald ikke bruges som et katalog over, hvad der skal gøres. Der foregår meget godt i folkeskolen. Det skal have plads til at udvikle sig. Derfor synes jeg personligt ikke, der er brug for reformer, og jeg savner ikke ligefrem politiske tiltag. Der er mange udfordringer og masser af udvikling, som skolerne sagtens kan klare selv«.

Hvad synes du om statsministerens planer om at offentliggøre testresultater?

»Det virker, som om alle er enige om, at målet er at forbedre folkeskolen, men hvordan opnår man det ved at synliggøre testresultater? Det kan jeg ikke forstå, og derfor kan jeg heller ikke følge hans argumentation. Offentliggørelse kan give mere konkurrence, men den form for dyst vil altid skabe både vindere og tabere. Hvad vil man opnå ved det? Det er ikke motiverende at få at vide, at man er nummer et, eller at man er placeret et andet sted. Det vil i alt fald ikke få mig til at tænke nyt eller udvikle min undervisning«.