»Du kommer fire gange om året som aftalt, ellers bliver jeg stiktosset«, siger skoleleder Lise Egholm til den arabiske far, der ikke har deltaget i forældremøderne som aftalt.

Hun minder ham om deres første møde på hendes kontor.

»Du har siddet her i min sofa, da du meldte din søn ind på skolen, og lovet, at du kom til forældremøderne«, fortsætter hun.

»Jamen Lise, jeg har fire børn. Skal jeg så komme 16 gange på din skole?« spørger faderen.

»Ja, det skal du. Du skal komme 16 gange om året på min dejlige skole«.

Og så er den ikke længere for skoleleder Lise Egholm.

Hun har sagt, hvad hun mener, og hun er blevet hørt.

På Rådmandsgades Skole i København er direkte kommunikation og klare beskeder forudsætningen for, at samarbejdet med forældrene lykkes.

Det er nødvendigt på en skole, hvor der tales 38 forskellige sprog. Tre ud af fire elever er med pakistansk, arabisk, kurdisk og somalisk baggrund.

»Med så mange tosprogede er det svært at få forældrene til at komme til skole-hjem-samtaler og klasseforældremøder. De kommer ikke fra kulturer, hvor man møder op til den slags«, siger Lise Egholm.

»Vi er lidt skrappe og forlanger, at de skal komme fire gange om året. Og vi siger konsekvent skal. Det virker. Det er måske lidt udansk, men omvendt så betyder den venlige danske facon i andre kontekster, at man ikke mener, hvad man siger«, fortæller Lise Egholm.

Møderne må ikke være kedelige

Metoden virker. Til det seneste forældremøde kom 21 af 24 forældre, og sådan er det som regel.

Skolen arrangerer desuden to gange om året særlige aftener for de forskellige sproggrupper, hvor oversættelsen foregår den anden vej til dansk. Det giver en livlig debat, når de ikke er hæmmet af sproglige barrierer.

»De etniske aftener taler vi mere overordnet om opdragelse og familieinddragelse. Og så sniger vi skole ind, hvor vi kan. For eksempel om at eleverne skal møde udhvilede«.

En anden pointe er, at forældrene lettere kan danne netværk, så de har nogen at følges med til andre møder.

»Det kan de bedre lide. Sammen er de stærke«.

Rådmandsgades Skole arbejder også med formen, så møderne ikke bliver så kedelige. En gang om året er der fællesspisning for hele familien - med optræden - andre gange er der gruppediskussioner om lommepenge, sengetider eller computerspil.

De danske forældre bakker aktivt op om skolen. De er næsten alle sammen, hvad man på skolen kalder »projektforældre« med en uddannelse bag sig. Kun to procent af forældrene er »gamle nørre­broere«, en del med sociale problemer.

Der er selvfølgelig forældre, der aldrig kommer, både blandt ­danskerne og de tosprogede. Dem opsøger lærerne derhjemme, idet Københavns Kommune har bevilget fem-seks såkaldte behovs­besøg i hver klasse.

Mange af forældrene ser gerne en strammere disciplin i skole­­hver­dagen.

»Det er en balancegang. Vi har ikke 'kæft og trit' på skolen, men vi har masser af 'retning'. Det dur ikke at råbe og skrige af børnene, vi skal snakke ind til dem. Og vi skal have tydelige rammer, for eksempel demokratisk besluttede samværsregler i hver klasse«, siger Lise Egholm.

Det handler om respekt. For nogle af forældrene er det svært at forstå, at en lærer kan sætte sig i respekt, når børnene bare kalder ham Peter.

»Vi forklarer, at man kan opbygge et godt forhold til eleverne uden at true sig til respekt. Det handler om værdier, ligeværd og lige ret, også for mænd og kvinder«, siger hun.

Retning handler også om lektier. Rådmandsgades Skole giver ikke børnene flere lektier for, end de realistisk får læst. Og det er ikke så mange, som forældrene forventer - ihukommende deres egen skolegangs terperi. Til gengæld stiller skolen krav til forældrene, fortæller Lise Egholm:

»Dine børn mangler ord, fordi du taler for lidt med dem. Fortæl et eventyr for dem, gerne på kurdisk. Sørg for, at de ser 'Fjernsyn for dig' eller Tv-Avisen for de større børn. Gå på biblioteket med dem«.

Skolen kan dokumentere, at deres metoder virker. Eleverne på Rådmandsgades Skole læser allerede i de små klasser hurtigere og mere sikkert end landsgennemsnittet.

Det er sjældent, at forældrene klager over indholdet i undervisningen, selv om der sommetider er langt fra hjemmenes verdensopfattelse til den, de møder i skolen.

For eksempel sagde nogle elever i en 4. klasse, da de i dansk læste om at blive gravid: »Vi er muslimer, vores forældre boller ikke«.

Så måtte læreren i gang med at tegne æggestokke og sædceller på tavlen. Eleverne skulle uden omsvøb lære, hvor de kommer fra. Men uden at tegne selve kønsorganerne - i respekt for de muslimske børns og forældres blufærdighed.

Klar besked til højtråbende

Skolen har flere gange oplevet højtråbende og truende fædre. De får også klar besked. Som eksempel fortæller Lise Egholm om dengang, da en tyrkisk far optrådte truende og skræmte to unge lærere ved et aftenmøde.

Dagen efter indkaldte hun faderen til en samtale og fortalte, at han ikke mere måtte komme på skolen. Fremover ville man kun samarbejde med hans kone.

»Det virkede. Faderen holdt sig væk, og moderen blomstrede op«.

Men trusler hører til sjældenhederne. For arabere er det at råbe højt som regel mere form end indhold.

»Det er mit speciale at tale med arabiske fædre, der råber og skriger. De er stanghysteriske, nogle af dem er torturofre, og lunten er meget kort. Der skal små ting til at trigge dem, så de ryger op i det røde felt«, siger Lise Egholm og uddyber det med et frisk eksempel:

»Forleden hørte jeg en far ude i forkontoret råbe 'fucking lorteskole'. Jeg bad ham lige komme ind på kontoret, hvor vi satte os og diskuterede det. Det handler om at tale ind til ham«.

Det endte med, at faderen sad og græd - og blev flov over, at han havde råbt af sekretærerne.

»Vil du ikke gå ind og sige undskyld til dem, Lise?«

»Kan du ikke gøre det selv?«

»Nej, jeg kan ikke . Min ære . Kan du ikke? Jeg lover ikke at gøre det igen«.

Kend dine grænser

Det er afgørende, at man på forhånd har gjort op, hvornår man kan gå på kompromis, og hvornår man ikke kan, fremhæver Lise Egholm. At eleverne spiser halalkød, er et eksempel på et godt kompromis, mener hun. At eleverne til svømning i 5. klasse skal have al tøjet af i badet, er et eksempel på, at skolen sætter hårdt mod hårdt. »Der er nok et par stykker om året, der melder deres barn ud af den grund«, siger Lise Egholm. Og fortsætter efter en enkelt vejrtrækning:

»Men gu' fanden skal vi ikke bøje os for det«.

Lars Møller