Udsigt til færre elevplaner i 9. klasse

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På Abilgårdskolen i Odense gjorde lærerne Bertel Haarder opmærksom på den store mængde papir, der tilgår eleverne i 9. klasse, fordi de skal have udarbejdet både elevplan, uddannelsesbog og uddannelsesplan.

Eleverne skal ganske vist lægge planerne for deres fremtid sammen med en vejleder fra Ungdommens Uddannelsesvejledning, men på en skole, hvor 92 procent af eleverne er tosprogede, har de brug for lærerstøtte, da deres forældre ikke kender det danske arbejdsmarked særlig godt.

Afbureaukratiseringsudvalget skal netop se på, om elevplanerne kan tænkes sammen med uddannelsesbog og -planer.

»Nu skal jeg ikke allerede drage konklusioner, men jeg vil overveje, om det er nødvendigt med elevplaner i 9. klasse, hvor eleverne også skal til afgangsprøve. Men det kan godt være, elevplanerne kun skal falde væk i de fag, hvor eleverne skal til skriftlig prøve«, siger Bertel Haarder, der også vil se på, om små fag generelt kan indgå i en større beskrivelse af flere fag.

Ændringerne kan ske ved at tilpasse bekendtgørelsen om elevplaner, mener han. Også bekendtgørelsen om kvalitetsrapporter er i spil.

»Jeg vil gerne se på, om bekendtgørelserne er for stramme. Jeg tror ikke, folkeskoleloven er et problem, men skulle det være nødvendigt at rette den til, er jeg parat til at indkalde forligskredsen«, siger Bertel Haarder.

Henrik Stanek

Det siger folkeskoleloven:

Til brug for den løbende evaluering skal hver elev have en elevplan, som indeholder resultater af og den besluttede opfølgning på evalueringen.

Undervisningsministeren fastsætter regler om elevplanen.