I industriens ungdom var en fabrik eller et elværk ikke bare noget, man klaskede op på en bar mark ude ved ringvejen. Et industribyggeri var en magtdemonstration, og der blev ikke sparet på hverken arkitekter eller murersvende. Ikke mindst offentlige bygninger som vand-, el- og gasværker blev bygget for at blive taget alvorligt. Men også private virksomhedsejere havde trang til at demonstrere, at deres varer blev produceret for evigheden. Derfor kunne man jo ikke producere dem i bygninger, der kunne affejes som useriøse.

Organisationen Golden Days har udvalgt 19 fine københavnske eksempler på gründertidens industriarkitektur samt en påmindelse om, hvilke elendige huse man overlod til industriarbejderne, nemlig Hedebygade på Vesterbro. Imposante bygningsværker som Carlsberg eller Brede Klædefabrik, men også mindre spektakulære som den fine og relativt enkle fabriksbygning på Nørrebro, hvor dansk design stadig omsættes til gedigne møbler hos snedkermester Rud. Rasmussen.

Der er komprimerede informationer i de kortfattede tekster, som også er oversat til engelsk, hvis skolen skulle få udenlandske gæster.

Det er absolut en fin ide at sende elever ud på sporet af den tid, hvor man gjorde noget ud af tingene, selv om man skal supplere med andre kilder, hvis man vil gøre industrialismens produktions- og levevilkår til et historieemne.

Bogen er illustreret med meget fine fotos. Men jeg synes, der er gået lidt for meget design i den, når man hen over billederne har lagt mørke, transparente bånd med litterære citater, der med større eller mindre relevans beskriver aspekter af København.