Niels Munkholm Rasmussen – 60 år

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Han er historisk interesseret, har skrevet Odense Lærerforenings historie og er nyvalgt medlem til hovedstyrelsen i DLF, hvor han kom ind på en femteplads blandt alle kandidaterne. Det er tredje periode, Niels Munkholm Rasmussen begynder på i hovedstyrelsen til januar, men inden fylder han 60 år den 26. december.

Sin lærerpolitiske opvækst har han haft i Odense Lærerforening, hvor han blev valgt til kredsstyrelsen i 1989. Han var kredsformand fra 1996 til 2002, hvor han besluttede, at han ville tilbage til lærerjobbet på Rosengårdskolen i Odense. Men allerede efter et par år trak det faglige arbejde igen i ham, og han blev denne gang valgt ind i hovedstyrelsen.

Det er løn, arbejdsmiljø og lærerprofession, der er fagforeningens arbejde, mener Niels Munkholm. Det er fagforeningens gamle dyder, men på en moderne måde. For han er et lyttende og debatterende menneske.

Oprindeligt er han uddannet elektriker, men han tog også en læreruddannelse en årrække senere og blev færdig i 1982. Her blev han ansat på Rosengårdskolen, hvor han stadig er tilknyttet.

Hans danmarkshistoriske viden er legendarisk, og han har tilbragt meget tid på Odense Bys Stadsarkiv især med Odense Lærerforenings historie. Men også fugle har hans store interesse. Han kan lide at tage på fugleture - også meget tidligt på dagen for at få de særlige fugleoplevelser.