Varmt rindende vand i brusere var noget, de fleste bybørn kunstiftede bekendtskab med i skolernes baderum. Når en heldrengeklasse skulle bade, foregik det på række og under opsyn. Detblev fremhævet som vigtigt, at elevernes tøj blev opbevaret i hvertsit rum under badningen, for at sygdomssmitte, utøj eller snavsikke kunne sprede sig til de andres tøj. Drengene på dette billedeomkring 1900 er formentlig blevet bedt om at sidde pænt og smiletil fotografen.
Baderum anno 2009
I 2009 blev Vadgård Skole i Gladsaxe efter en afstemning blandtelever kåret til Danmarks klammeste skole, særligt på grund afbaderummene fra 1950'erne. I en tid, hvor hver familie har bad,toilet og måske ligefrem et vel-værelse med spa og lækker duft ogindretning, er elevernes krav til en behagelig badeoplevelseformentlig noget større end i 1800-tallets slutning.
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Børn er snavsede. De leger udendørs, elsker mudder, kan ikke altid holde sig selv rene og er måske også mere ligeglade med smuds, end voksne er. Forældre har dog igennem hele folkeskolens historie haft ansvar for, at børn mødte rene, raske og ordentligt påklædt i skolen. I 1800-tallet var hverken de hygiejniske standarder eller de praktiske og økonomiske muligheder for at overholde dem dog særligt store. Særligt i byer, hvor en stor del af befolkningen levede under boligmæssigt og socialt dårlige forhold, var snavsede børn et problem i skolen: Dels fordi de lugtede dårligt, dels fordi renlighed blev betragtet som en del af en god opdragelse, som skolen måtte tage på sig, når forældrene ikke magtede det.
Annonce:
Det var baggrunden for indførelse af skolebade omkring 1900. De første baderum blev indrettet i skoler på Frederiksberg og i de københavnske gratisskoler og havde rindende vand, brusere, bænke og knager til tøj samt bassiner til at vaske fødder i.
Der var diskussioner om, hvorvidt badning skulle være tvunget, og hvilke krav man kunne stille til eleverne og forældrenes pengepung. Hvem skulle sørge for (rene) håndklæder, sæbe, kamme til pigernes lange hår og de træspåner, som man skulle skrubbe sig med? På Frederiksberg valgte myndighederne at betale for alle remedier og samtidig gøre badningen obligatorisk. I København var det ikke tilfældet, og mange forældre bad deres børn fri. Modstanden mod badning skyldtes utilfredshed med, dels at skolen møvede sig ind på et område, der hørte privat- og familielivet til, dels at badningen ikke altid foregik under særligt behagelige forhold. Vandet kunne være koldt, og der var ikke altid ordentligt opsyn. På mange skoler var det pedellen og hans kone, der tog sig af, at eleverne kom i bad, og det skete cirka hver 14. dag.
I København ansatte man også skolesygeplejersker, hvis primære opgave var at undersøge elevernes hår og om nødvendigt kæmme, vaske og afluse dem. Lusetanterne var frygtede, men var overbeviste om vigtigheden af deres opgave.
En af de kommunale lusetanter spurgte retorisk i 1913: »Er det ikke ønskeligt at omskabe dem fra små grise til rene og mætte menneskebørn, hvorved deres hjerner gøres modtagelige for lærdom og påvirkning?«
