»Alle oplever at være anderledes«

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det kan være svært nok at have en seksualitet, der er anderledes end flertallets. Lægger man dertil en minoritetsetnisk baggrund, er størrelser som familiens ære og religion ofte også i spil med endnu større udfordringer til følge. For mange bliver løsningen derfor at leve et dobbeltliv, fortæller Fahad Saeed fra foreningen Sabaah - en forening for homo-, bi- eller transseksuelle med anden etnisk baggrund end dansk, der blandt andet holder foredrag på skoler.

Hvordan hjælper I jeres målgruppe?

»Vores primære mål er at skabe et rum, hvor der er plads til at tage tingene op. Det er faktisk først for nylig, at vi aktivt har lavet en rådgivningsfunktion. For os er det vigtigt, at folk selv kommer til deres erkendelser. Vi har ikke en holdning til, om man skal springe ud. Der skal være plads til nuancer og mange løsningsmodeller«.

Hvad er budskabet i jeres foredrag?

»Det handler selvfølgelig om at sætte fokus på den målgruppe, vi repræsenterer, ved at fortælle nogle personlige historier. Men det vigtigste er faktisk at sige, at selv om man ikke er homoseksuel eller har en anden etnisk baggrund end dansk, så vil man helt sikkert på et tidspunkt opleve at være anderledes«.

Hvad oplever I typisk, når I er ude på skoler?

»Vi har været på skoler lige fra Nørrebro til Køge og Jylland, og jeg er blevet positivt overrasket stort set hver gang. Der har selvfølgelig været kommentarer, men i det store billede er ungerne gode til at reflektere over, hvordan det er at være for eksempel homoseksuel i en arabisk familie. Ofte giver de udtryk for omsorg over for oplægsholderen og er meget interesserede«.

abr@dlf.org