Første gang jeg hørte om det, tænkte jeg, at der var tale om en enlig svipser. Man hører jo så meget. Men siden har jeg hørt historien flere gange i forskellige varianter: Man kommer ind i sin klasse og ser, at tavlen er fjernet eller ødelagt til fordel for en interaktiv tavle hængt op på midten. Samtidig er de fastmonterede rullekort med Danmark, Europa og verden forsvundet.

Slut med spontane, kreative og sprudlende øjeblikke, der indebærer lynhurtig brug af det skrevne ord eller forklaringsmodeller opfundet til lejligheden. Ikke flere snuptag med pegepinden, der viser, hvor i verden det foregår. Mange nye muligheder byder sig til, javist, men selv når projektoren er tændt og opvarmet, pc'en åbnet og logget på, det trådløse netværk er oppe, whiteboardet tilsluttet, linket åbnet, og solen ikke overblænder billedet, er det alt, alt for langsomt og ustabilt til at kunne erstatte tavlen og rullekortene.

Man underretter naturligvis sin leder. Der er nogen, der bevidst forsøger at ødelægge min undervisning. De har tyvstjålet nogle af mine vigtigste og mest driftsikre arbejdsredskaber! Men lederen fejer det til side: Det er noget, »vi« har besluttet. »Vi« ved jo, at hvis du får lov til at beholde den gamle tavle, så bruger du ikke den interaktive tavle nok. Fremskridtet marcherer, vi skal være med på vognen. Underforstået: Så kan du lære det!

Det skulle man lige have budt dem på Blegdamsvej 12, auditorium A, hvor verdens fremmeste kernefysikere fortfarende svinger tavlekridtet i Niels Bohrs fodspor, så englene synger. Men lærere med kridtstøv på fingrene kan man åbenbart byde hvad som helst. Herunder ledere, der leder skolen i stumper og stykker.