Det er altså en fantastisk undervisningsminister, vi har. Mandag kan jeg i min avis læse, hvordan Anders og Anne kommer i verdensklasse i 2020. De kan læse ved udgangen af 2. klasse, de kan det samme i 8. klasse, som eleverne i dag kan i 9. klasse. De går mindre til specialundervisning, deres lærere er dem, der havde de højeste studentereksamener, lærerne underviser ud fra viden i stedet for vane, og alle kan læse om Anders' og Annes testresultater på skolens hjemmeside.

Tirsdag udsender Undervisningsministeriet en pressemeddelelse, hvoraf det fremgår, at 73 procent af landets skoler har overholdt reglerne for minimumstimetallet. Der er altså 27 procent, der ikke har overholdt minimumstimetallet. Det får ministeren til at udtale: »Jeg glæder mig over, at eleverne på hovedparten af de undersøgte skoler har fået de timer, de skal have«.

Hvis Anders og Anne i dag skal leve op til målene i 9. klasse, skal de mig bekendt have det vejledende timetal og ikke minimumstimetallet. Men ministeren mener altså, at blot 73 procent af skolerne lever op til minimumstimetallet, så er der grund til glæde. Verdensklasse?

Samtidig læste jeg for to uger siden, at kommunerne samlet set sparer over 600 millioner kroner på skoleområdet i 2011. Stigende til over en milliard i 2012. Og det kan blive værre endnu i 2012, når de endelige budgetter for 2012 skal vedtages til næste år.

Man skal sikkert være minister for at forstå, at dette er verdensklasse.