»Vi er dem de andre ikke må lege med ...«. En gammel, humoristisk Kim Larsen-melodi med kant og et glimt i øjet. Anderledes trist er det, at mange skoleelever snart får et nyt forhold til netop den sang, når den spilles i musiktimen eller analyseres i dansk.

I hvert fald hvis det står til regeringen. Undervisningsministeren vil nemlig fjerne den øvre grænse for, hvor meget eleverne må deles i undervisningen. Dermed kan børn og unge nu reelt anbringes i permanente klasser alt efter deres faglige og menneskelige forskelligheder.

Ministerens begrundelse lyder, at skolen nu skal være mere fri og fleksibel. Det lyder jo egentlig lovende efter ti år med stadig strammere detailstyring. Men ved netop det her udspil er begejstringen alligevel til at overse. For forslaget vil nedbryde den nok vigtigste styrke ved den danske folkeskole: klassekammerateffekten.

Skolen er unik for sin mangfoldighed. Børn og unge fra forskellige sociale, kulturelle og økonomiske baggrunde mødes på kryds og tværs i både leg og læring. Den enkelte klasse er derfor et fællesskab, hvor børn beriger hinanden med forskellige talenter og perspektiver.

Lærerne er allerede fri til at opdele undervisningen i 50 procent af timerne, og forslaget løser hverken børnenes eller skolens udfordringer. Problemet ligger et helt andet sted: nemlig massiv resursemangel.

Derfor skal skolen have et løft, så der er resurser til at frigive styrkerne ved den unikke klassekammerateffekt. Lærerne er nemlig i dag overbebyrdede, og det går ud over tiden til den enkelte og til at sikre det gode, sociale klassemiljø. Jeg ser hellere, at skolen har resurserne til at bevare skolen som et samlingssted for alle og til at hjælpe de svage elever frem for at frasortere dem.