Christine Antorini har skrevet efterord i din bog, og hun har grundlæggende de samme pædagogiske og skolepolitiske synspunkter som dig. Er du manden bag ministeren?

! »Nej, slet ikke. Jeg er ikke socialdemokrat - jeg er ikke politisk organiseret - men jeg har kendt hende i rigtig mange år. Men vi er ikke meget nære venner. Jeg mødte hende første gang i 80'erne, hvor jeg var journalist på Socialistisk Folkepartis ugeavis, og hun var kandidat til næstformandsposten i Socialistisk Folkeparti.
Vi har også en fælles baggrund i Socialdemokraternes uafhængige uddannelseskommission 2008-09. Her havde vi mange diskussioner om nødvendigheden af en kulturændring i uddannelsessystemet. Det er et langvarigt, men ikke meget tæt venskab, vi har«.

Du - og Antorini - vil revolutionere skolen, så undervisningen bliver mere virkelighedsnær. Hvordan?

! »Kulturrevolutionen har to hovedelementer. Det ene er, at eleverne skal møde flere praktiske elementer som sløjd, hjemkundskab og fælles projekter med erhvervsskolerne. Det andet ben er, at undervisningen i de boglige fag skal blive mere virkelighedsnær. Der er efter min mening sket en akademisering af undervisningen, hvor man lægger alt for meget vægt på teori og metodeovervejelser og alt for lidt vægt på at komme ud og undersøge noget.
Skolen skal tættere på virkeligheden. Det er i mødet med virkeligheden, at man lærer noget nyt. Og så skal teorierne og begreberne bygges ovenpå«.

Hvorfor skal den mere virkelighedsnære pædagogik ind i skolen?

! »Det er der to grunde til. Den ene er, at alle unge skal have en ungdomsuddannelse. Vi har haft 95-procent-målsætningen i mange år, uden at det for alvor har rykket. Der er stadig en femtedel, der ikke får en ungdomsuddannelse, og det er især unge, der kommer fra hjem uden uddannelsestraditioner.
Det betyder, at den måde, der undervises på, må tilpasses den store gruppe elever, der ikke er vant til teorier og begreber. De skal møde stoffet på en mere praktisk og virkelighedsnær måde.
Den anden grund er, at innovation og nye ideer - som Danmark skal leve af i fremtiden - ikke kommer ud af den blå luft, men i mødet mellem teori og praksis. Derfor bør det være en kerneopgave i uddannelserne at lære at forene teori og praksis«.

Er undervisningen ikke virkelighedsnær nok i dag?

! »Jeg tror, det er meget forskelligt fra skole til skole og fra lærer til lærer. Men jeg mener, der er to problemer i dagens folkeskole. Det ene er, at folkeskolen kun peger frem mod gymnasiet og ikke mod erhvervsuddannelserne. Mange steder er kulturen i folkeskolen nærmest blevet prægymnasial. Læreren har på den indre nethinde, at eleverne skal i gymnasiet. Elever har fortalt mig, hvordan lærere i 8.- og 9.-klasser siger, at det her skal I lære, fordi det skal I bruge i gymnasiet, men ikke at det her skal I lære, fordi det skal I bruge på en erhvervsuddannelse. Det er en skævhed i tilgangen, fordi de praktiske elementer i skolen er blevet vægtet så svagt«.


Din præmis er, at der er sket en akademisering af folkeskolen de sidste 10-15 år. Har du en systematisk videnskabelig dokumentation for, at det er tilfældet?

! »Nej, men jeg er ikke i tvivl om, at tendensen er sådan. Det er noget, der er blevet bekræftet så mange gange over for mig af både forældre og lærere, ofte af lærere, som er 50-60 år og har været i skolen i mange år. Men synspunktet ville selvfølgelig stå stærkere, hvis der var en eller anden form for undersøgelse, der viste det.Men nu skal vi jo heller ikke nå derhen, at man ikke må sige noget i den offentlige debat, uden at man har en eller anden form for tal. Så ville der ske en syg teknokratisering af den offentlige debat, hvis man skal have resurser til at gennemføre sådan nogle undersøgelser, før man må mene noget som helst. Den form for mundkurv vil jeg ikke acceptere«.

Din påstand er, at flere vil komme længere uddannelsesmæssigt, hvis undervisningen i folkeskolen bliver mere virkelighedsnær. Har du et videnskabeligt bevis for, at det er rigtigt?

! »Jeg har nogle data, der sandsynliggør, at det er sådan: I det almene gymnasium er afstanden fra de ufaglærtes børn til akademikernes børn 2,1 i karaktergennemsnit, mens den på htx er 1,1. Altså næsten det halve. 
Det hænger sandsynligvis sammen med, at kulturen på htx er anderledes. Man har problem- og projektorienteret undervisning, hvor eleverne tager udgangspunkt i et konkret problem og løser det - for eksempel at konstruere en skillevæg efter kortlægning af støjproblemer på arbejdspladser.
Det er en meget mere konkret tilgang end det almene gymnasium, hvor tværfaglighed for eksempel i det, der hedder 'almen studieforberedelse', i høj grad består af metodelære som deduktiv og induktiv og hermeneutisk spiral og en hel masse meget abstrakte ting. Resultatet er, at gymnasiet for det store flertals børn bliver en mere fremmed verden end den konkrete problemløsning på htx«.

Kernen i din pædagogik er samspillet mellem teori og praksis. Det er også kernen i Tvinds pædagogik. Har du været på Tvind?

! »Nej, det har jeg ikke. Og jeg er meget kritisk over for sider af Tvind, men her tror jeg faktisk, de havde en pointe«.

Har du været medlem af Kommunistisk Arbejderparti (KAP)?

! »Nej, det har jeg ikke«.

Hvad lavede dine forældre?

! »Min far er akademiker. Uddannet økonom, men han arbejdede det meste af sit liv som bladmand og journalist. Så jeg kommer selv fra den bedre middelklasse. Men jeg fik så også rigtig meget ud af folkeskolen. Jeg gik i skole i et socialt blandet kvarter, hvor vi netop var en blanding af middelklassebørn og arbejderklassebørn. Også derfor er jeg en stor tilhænger af enhedsskolen og folkeskolen, forstået som en skole hvor alle samfundslag mødes. Det synes jeg er en af de rigtig store kvaliteter i det danske samfund«.

Du er en af de få, der stadig taler arbejderklassens sag - hvad driver dig?

! »Grundlæggende er jeg meget kritisk over for den forestilling, at vi lever i et samfund uden klasser og sociale forskelle. To tredjedele af danskerne er stadig faglærte og ufaglærte. Der er måske ikke så mange af dem, der arbejder på store fabrikker mere, men så sælger de mobiltelefoner eller kører lastbiler eller er social- og sundhedsassistenter på plejehjemmet og murersvende - det er dem, der er flertallet i befolkningen.
Det, der driver mig, er en forargelse over, at mange af dem, der har de lange uddannelser og de gode job, glemmer forskellen. Nu har man skåret i efterlønnen, som typisk bruges af dem, der kommer på arbejdsmarkedet, når de er 16-18 år og er trætte og slidte, når de er 62.
De, der kom på arbejdsmarkedet som 30-årige og har de spændende job og lyst til at arbejde, har slet ikke blik for de mennesker, der lever på en anden måde.
Og inden for uddannelsessystemet har vi den samme problemstilling: De, der har udviklet uddannelsessystemet, er dem, der selv syntes, det var sjovt at gå i skole, og som godt kan lide teori og begreber og arbejder med det i hverdagen. Og her har man altså glemt nødvendigheden af at lære på en mere praktisk måde, som passer til nogle andre sociale gruppers dagligliv«.