Jeg har netop læst en bog. Det er ikke så mærkeligt. Det har jeg gjort så tit. Jeg har lige læst en god bog. Det er heller ikke så mærkeligt, for det har jeg også gjort så tit.

Det ærgerlige er, at den gode bog blev fuldstændig ødelagt for mig på grund af et forfærdeligt sjuskeri fra oversætterens og udgiverens side.

Helt fra begyndelsen var der så mange fejl og sproglige fejltagelser i bogen, at jeg hurtigt tabte tråden. Så i stedet for at nyde bogen gik min indre røde blyant i gang med at understrege fejlene og ligefrem se frem til de næste. Og jeg blev ikke skuffet.

Bogen er skrevet af John Grisham og hedder »Appellen«. Selv om Grisham er en lidt kulørt forfatter, har han altid noget på hjerte, og i denne bog er det om faren ved, at det i USA er tilladt at bruge private penge ved valg til juridiske organer. I dette tilfælde køber private virksomheder sig til en højesteretsdommer, som de er sikre på vil dømme til deres fordel i erstatningssager. Så det er ærgerligt, at oversætteren og forlaget Lindhardt og Ringhof ikke har været mere omhyggelige ved udgivelsen. Hvor de dog har manglet en korrekturlæser!

En sådan savner jeg også ofte i aviserne, der dog arbejder under stort tidspres, men i en bog, hvor tidshorisonten er meget længere, er det utilgiveligt.

At »noget har reddet dem som en mare«, at »man skubber manden rundt på en tallerken«, at »man hang sig i traditionerne«, at »man altid var på udgik efter noget«, at »dem, som virkelig er syge, bliver passet«, at »man uddeler brochurer ud«, at »man kondolerer en syg« er kun nogle få eksempler af over 40 mulige fra bogen. At der er forkerte bøjninger af ordene, at man ikke kender forskel på hans og sin, at der mangler bogstaver, eller bogstaver er byttet om i ordene, er andre fejltagelser.

Det får mig til at tænke på vigtigheden af, at der hverken er grammatiske eller ortografiske fejl i meddelelser, der sendes ud fra skoler og kredse, og heller ikke i læserindlæg, der sendes til aviser og fagblade. Det er jo ikke redaktørens opgave at rette stave- og sprogfejl.

Er der sådanne fejl, så forsvinder budskaberne, og læseren kommer i tvivl om afsenderens seriøsitet og troværdighed.

Stockholms Universitet har undersøgt, hvilke fortrædeligheder der følger med sprogsjuskerier. En tekst med blot to stavefejl mindsker læsehastigheden fem procent i forhold til hastigheden med samme tekst uden stavefejl.

Og også troværdigheden rammes af stavefejlene. Læsere, der fik teksten med fejl i, hidsede sig lidt op og bedømte den som dårlig. De klagede over dispositionen, over de enkelte formuleringer og over, at tonen var upersonlig. Derimod lød der ingen klager fra forsøgspersoner, der fik den fejlfri tekst, og deres tillid til både tekst og forfatter viste sig at være 20 procent højere.

Vil man virke troværdig, er det altså vigtigt, at man formulerer sig korrekt.

Jeg husker en skoleleder, der i sin indberetning for at få en lærer fyret som en af årsagerne angav: »Han passer heller ikke hans timer«. Det var forhåbentlig ikke det, der afgjorde sagen.

Havde læreren ikke passet sine timer, havde hans sag stået en del svagere.

Jeg vil altså appellere til alle, der kommunikerer skriftligt, at de gør alt, for at resultatet bliver så korrekt som muligt. Man kan ikke blot forlade sig på tekstbehandlingsprogrammets stavekontrol. Er man ikke selv nogen ørn til det skriftlige, må man alliere sig med en ørn.

Henning Pedersen, Blokhus, er pensioneret lærer og kongresdelegeret for fraktion 4 i DLF