Ole Jakobsen, der har været skoleleder i 20 år, har altid sagt: »Jeg har verdens bedste arbejde«. Det siger han stadig, men der er sket noget. Hans arbejdsgivere har skiftet ledelsessyn. De går nu mest op i det, der kan tælles og måles og vejes. Selv går Ole Jakobsen som leder mere op i anerkendelse end kontrol. Så det hænger ikke så godt sammen mere, og det giver en forstyrrelse. En irritation.

»Som så mange andre steder er nogle forvaltninger på rådhuset blevet slået sammen, så Lyngby-Taarbæk Kommune ikke længere har en skoleforvaltning, men en bredere børne- og fritidsforvaltning. Samtidig er der blevet skiftet ud på de ledende poster. De nye folk har ikke en skolefaglig baggrund. Deres fokus er et andet«, fortæller Ole Jakobsen.

»Det er helt tydeligt, at interessen går meget på det, man kan måle. Hvordan er skolens læseresultater? Hvor højt er karaktergennemsnittet her på Lundtofte Skole i forhold til andre skoler? Hvordan ser tallene i kvalitetsrapporten ud? Har vi et lavt elevfravær? Et højt lærerfravær? Alt det faktuelle - målbare.

Det er da i orden, at man også kikker på alt det. Men man glemmer, at skolen er meget andet«.

»Før så man i højere grad på skolen som en helhed. En skole hænger kun sammen, hvis man har et godt arbejdsklima. Et godt socialt miljø, hvor det fungerer mellem medarbejderne og mellem eleverne, og hvor forholdet til forældrene er godt. De bløde ting, som er forudsætningen for alt det andet. Det er klart, at når det fokus flytter sig, så ændrer det også mit fokus som leder, og dér hvor jeg kan bruge min energi«.

Anerkendende og fremadskuende

Ole Jakobsen er gået forlæns ind i de nye tider. Han har ansat en kontorleder, der tager sig af de tunge administrative ting, og en ekstra pædagogisk afdelingsleder, som fungerer som sparringspartner i skolens pædagogiske ledelse. Derudover er der en pædagogisk-administrativ viceskoleleder og en skolesekretær. Det er blandt andet denne styrkede ledelse, der gør, at han stadig kan sige: »Jeg har verdens bedste job«.

Men der er altså alligevel en mislyd.

»Den bevågenhed på det, jeg synes er så vigtigt, er der ikke rigtig mere. Mine foresatte er mere fokuseret på kontrol og fejlfinding. De kikker bagud: Hvor gik det ikke godt?

Min egen ledelsesstil er modsat. Den er anerkendende og fremadskuende. Udviklingsorienteret. Hvor bevæger vi os hen, og hvordan bliver vi bedre til det? I stedet for at fokusere på, hvorfor der nu lige er afvigende læseresultater i en enkelt test på et enkelt klassetrin på et enkelt tidspunkt, som jo er bedøvende ligegyldigt i den store sammenhæng«.

Det er den slags, forvaltningen går op i, oplever Ole Jakobsen.

»At kommunen og staten nu i detaljer går ind og forholder sig til sådanne målbare ting, betyder, at man som leder lukker sig lidt mere om sin egen skole. Og hvis de værdier, der er vigtige for mig, ikke svinger med de værdier, der er vigtige for mine foresatte i skolevæsenet, ja, så får jeg selvfølgelig et problem«.

»Men nu har jeg været så længe i det, så jeg kan gøre, hvad jeg synes er vigtigt; og vi skoleledere i kommunen har et godt netværk. Vi snakker fint med hinanden. Vi læsser også af på hinanden og snakker om det her. Vi er selvfølgelig heller ikke blege for at sige det højt«.

Afstandene er blevet større

Skoleforvaltningen blev nedlagt for tre år siden, og i dag har hverken børne- og fritidsdirektøren eller skolechefen skolebaggrund. Før havde skoledirektøren lærerbaggrund og refererede direkte til kommunalbestyrelsen. Nu er afstandene blevet større. Skolerne er som øer. Som selvstændige virksomheder. Lønadministrationen er også blevet lagt ud på skolerne. Før havde Ole Jakobsen ansvaret for et budget på fire millioner kroner. Nu har han ansvaret for et årligt budget på 37 millioner! Det er blandt andet derfor, han har ansat en kontorleder, en HK'er, der har kompetencer inden for økonomi og regnskab, så han selv bedre kan koncentrere sig om den pædagogiske ledelse og personaleledelsen. Det er dét, en skoleleder skal efter hans mening: prioritere den pædagogiske ledelse. For som han siger: »Det er trods alt en skole«.

»Jeg leverer det, jeg skal, og jeg skal nok stille op, når der er brug for, at jeg skal kontrolleres. Men jeg oplever mere og mere en diskrepans mellem de værdier, jeg står for som skoleleder, og de værdier, forvaltningen står for. Var jeg 40 år, var det nok værre. Med den alder jeg har nu, kan jeg bedre tillade mig at se stort på det og sige: Nu gør jeg sgu, hvad der er rigtigt. Og når jeg oven i købet får positiv respons fra skolens forældre, så er det jo godt nok«.

»Men at man skal stille op til og høre på, at for eksempel fysikkarakterer eller læseresultater er dårlige et bestemt år, generer mig. Kritikken bliver revet ud af en pædagogisk kontekst, som de ikke ser. Der dykkes ned i detaljer, som bliver forstørret op og kommer til at tage hele billedet. Sådan er skolen jo ikke. Dårlige resultater på et givet tidspunkt arbejder vi selvfølgelig hele tiden med internt«.

Det bløde er forudsætning for det faglige

»Jeg ved godt, at enhver skoleleder vil prale af sin egen skole, men vi har forældre, som er rigtig glade for de værdier, som er vigtige hos os: En omsorgsfuld, tryghedsskabende, anerkendende skole, hvor man oplever, at vi giver udtryk for, at vi godt kan lide at arbejde med børn, og hvor fagligheden selvfølgelig er i orden. Men hvis alle de bløde ting ikke er der, så kommer fagligheden heller ikke. Vi sender da mange elever i gymnasiet, men det er jo ikke et mål i sig selv. Vi skal have nogle ordentlige, hele mennesker ud af det, som fungerer, og som har det godt med deres kammerater. Elever, der trives, og som får et liv ud af at være på skolen. Som regel klarer de sig også rigtig godt. Men fokus er flyttet. Det er dybest set en diskussion om, hvad det er for nogle værdier, der er vigtige. Det er så ikke helt det samme skolesyn, forvaltningen har. Det kan godt være, at de tror, de har det, hvis man spørger dem, men jeg oplever ikke, at de har det.

»Men det er jo ikke kun i forvaltningen, de tænker sådan. De har jo politikerne i nakken. Og regeringen. Ministeren. Selv om Haarder har sagt, at der ikke må ske en djøfisering, så er det det, der sker«.

»Jeg kan sagtens forstå, at jo mere regeringen lægger ud til kommunerne, og jo mere kommunerne lægger ud til skolerne, jo mere bekymret bliver man for, om man nu får det, man betaler for. En eller anden grad af kontrol skal der til, bare det ikke bliver til mistillid. Man kan godt nogle gange tænke: Stoler de ikke på, at vi gør det ordentligt?«

Skole-Ole ryster ikke på hånden

Ole Jakobsen - af eleverne kærligt kaldet Skole-Ole - ryster ikke på hånden.

»Jeg står foran skolen hver eneste morgen og siger godmorgen til alle mine unger, og succeskriteriet for mig er at se nogle glade børn og nogle glade forældre«.

»Når folk fra forvaltningen kommer ud og taler med os, så kunne jeg godt tænke mig, at de interesserede sig for den hele skole og ikke kun det registrerbare. Men det tæller ikke for dem. Altså, hvis jeg fortæller folk i forvaltningen, at eleverne er rigtig glade for at gå her, så er det nærmest lidt ligegyldigt«.

»Jeg har nogle værdier for skolen, og dem forsvarer jeg. Og jeg siger dig, at når jeg stadigvæk kan holde ud at være her, så er det, fordi eleverne kan lide at være her«.

Det er ikke længere lærere, der fører det store ord i uddannelsesverdenen, det er djøf'ere. Undervisningsministeriet ansætter nu djøf'ere, ikke lærere, især på lederposterne (læs temaet i månedsmagasinet Undervisere nummer 11/2007 på undervisere.dk). To ud af fem medlemmer i Skolerådets formandskab er djøf'ere, herunder formanden (læs temaet i månedsmagasinet Undervisere nummer 5/2008 på undervisere.dk).

Ole Jakobsen er 62 år, og han blev leder på Lundtofte Skole i 1988.

Lundtofte Skole har 530 elever og 85 medarbejdere, og Lyngby-Taarbæk Kommune har ni distriktsskoler.

Ole Jakobsen er med i et panel af skoleledere, som Skolestyrelsen netop har nedsat som sparringspartner for formandskabet. Han anmelder desuden bøger om skoleledelse i Folkeskolen.