Overenskomst på sydvestjysk

Der er kun 40 km mellem Vester Vedsted og Lindknud - men overenskomsten tolkes vidt forskelligt

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg synes, det er jævnt træls.

På godt sydvestjysk er skoleinspektør Thorkild Hald temmelig skuffet over, at den 'styrkelse af skoleledelsen', som skulle være indbygget i sidste års overenskomst, for ham betyder, at han skal undervise mere og lede mindre.

Efter sommerferien skal han være støttelærer for en elev og stå i skolekøkkenet som hjemkundskabslærer - fem af sine ugentlige timer til ledelsesarbejdet må han afgive til sin næstkommanderende, Dorthea Wehner.

Thorkild Hald er skoleleder på Vester Vedsted Skole i en landsby bag digerne syd for Ribe. Godt 40 kilometer mod nordøst ligger en skole af tilsvarende størrelse i landsbyen Lindknud. Her glæder skoleinspektør Elisabeth Hansen sig til, at hun efter sommerferien får en sparringspartner i ledelsen.

I to år har en byggesag fyldt meget i hendes arbejdstid foruden alle de andre møder, man render til som skoleleder. Både hun og hendes kommende viceinspektør Troels Ravn glæder sig til at være mere pædagogiske ledere.

- Vi lavede en formålsparagraf for nogle år siden, og siden er den blevet lagt i skuffen, men den burde faktisk køre som lysavis på lærerværelset. Folkeskolen år 2000, kvalitetsudvikling, selvevaluering, alt det vil jeg gerne i gang med, siger Elisabeth Hansen, der ikke har måttet afgive så meget som én time af sin egen ledelsestid til den nye viceinspektør.

Politikerne forlanger så også valuta for pengene. Ledelsen på de skoler, der nu får en viceinspektør, skal arbejde med kvalitetsudvikling, tage initiativ til, at der sættes mål for børnenes indlæring og en tidligere indsats over for elever med særlige problemer, videreudvikle skole-hjemsamarbejdet og sikre en fleksibel anvendelse af skolens ressourcer for at fremme de faglige og pædagogiske mål.

Kræver ekstra tid

- Hvis det her var blevet gennemført uden tillæg af tid, så var jeg begyndt at kigge mig om efter noget andet, lyder det klart og kontant fra Elisabeth Hansen.

Efter de første drøftelser på et skoleledermøde om den nye overenskomst gik hun hjem og skrev op, hvad hun brugte sin tid til. Hun blev lidt rystet, da hun havde passeret de 37 timer per uge og stadig manglede at skrive alt det ned, som ikke er lige til at sætte tid på- alt det med at læse og sætte sig ind i nye ting og sprede ideerne videre ud på lærerværelset.

Der har ikke hidtil været tillagt ledelsestid til skolens souschef. På Vester Vedsted Skole har Dorthea Wehner som souschef haft 200 timer til ledelse og skal nu op på 560 timer - de 360 må hendes chef afgive, og for ham er det til at leve med, fordi han kender sin souschef i forvejen og er vant til at indgå i et ledelsesteam sammen med hende:

- Vi er jo rimeligt besindige, men det er jo ikke det her, der er ånden i den nye overenskomst. Man kunne måske have forhandlet sig frem til en gylden middelvej - måske 200-300 ekstra timer - ikke mindst når vi oprindelig var blevet stillet i udsigt, at vi ville få de ekstra timer, siger Thorkild Hald.

Kommunens skoleforvaltning havde nemlig ladet Ribe-Malt Lærerkreds forstå, at hovedindstillingen til politikerne ville lyde på 560 ekstra ledelsestimer til skolerne - sådan blev det bare ikke i virkeligheden - og det giver Ribe Kommune et troværdighedsproblem, siger kredsstyrelsesmedlem Bjarne Toft til Folkeskolen.

- Med så små skoler er det et spørgsmål, om det er rimeligt, at man skal have en viceinspektør. Det afgørende er, at skoleinspektøren bliver opgraderet til at påtage sig mere ledelse, at nogle opgaver bliver flyttet til HK'erne, og at vi får tilrettelagt ledelsen så professionelt som muligt, lyder det fra borgmester Jørgen Elsted Hansen.kara