Tak,Steen Bork Christensen, for en engageret og klar artikel, hvor du fremkommer med en del synspunkter, som jeg må være uenig i. Først vil jeg pege på, at enhver lærer vel i sin egen undervisning søger veje til at udbedre det, som den generelle metode, der anvendes, ikke har held med. Derfor vil de fleste ansvarlige lærere havde det held med deres undervisning, der kommer ud af at reagere adækvat på børnene. Men samtidig medfører det, at mens de personlige erfaringer kan være gode rettesnore for ens eget arbejde, kan de næppe generaliseres. I hvert fald ser jeg det som min opgave at formidle de erfaringer, der kommer ud af mange, eventuelt systematiske erfaringer vedrørende undervisning i læsning.

Din første påstand, at flertallet af danske børn kommer til at læse tilfredsstillende i løbet af de første skoleår, modsiges af både de større internationale undersøgelser og af det forhold, at vi i Danmark må konstatere et stort antal voksne dårlige læsere (Elbro). Det er ikke påvist, at det skyldes forkert undervisning, men der er god grund til at tro, at undervisningen spiller en rolle.

Når du konstaterer, at nogle af de børn, der kommer i skole uden at være fortrolige med bogstaverne, får problemer eller forsinkes i deres læseudvikling - og kommer til at hænge fast i en række alternative strategier - hænger det antagelig sammen med, at undervisningen baseres på, at de kender bogstaverne i stedet for at starte der, hvor børnene nu er. Det er klart, at hvis børnene er fortrolige med bogstaverne, må undervisningen tage hensyn til dette, men mit syn er, at også bogstaverne bør tilegnes i en sammenhæng, hvor de har en meningsfuld funktion, og her er læsning jo nærliggende. Men man kan da godt skabe lege, hvori bogstaverne får en funktion og måske oven i købet en, der ligner deres funktion i læsning.

Du refererer til læsning af ordet 'marengs'. Det kan børnene læse ved hjælp af begyndelsen ma og slutningen s. Det er tilstrækkelig støtte, siger du. Men begyndelsen af ordet ma og slutningen af ordet s er jo kun tilstrækkeligt, hvis man af sammenhængen ved, at der ikke skal stå matros. Meningssøgningen er en afgørende hjælp til at klare sig med færre 'signaler'. Og en fuldstændig lydering giver ikke nødvendigvis ordet mening. Lydering gør det ofte vanskeligt at finde ud af, hvilket ord der er tale om (jævnfør hav-de).

Hvis børnene lærer at læse på en sådan måde, at nakrom og makron er lige meningsfulde, fordi de kan 'siges', vil de antagelig ikke tillægge indholdet i teksten særlig interesse. Hvis de derimod lærer at forvente et meningsfuldt ord i den foreliggende sammenhæng, vil de ikke acceptere nakrom.

Du skriver, at børnene i stedet (for at stave) lukker øjnene og lærer teksten udenad, men det skyldes vel, at læreren ikke har hjulpet dem til at tænke sig om og finde ud af, hvad sagen handler om. Eller måske skyldes det, at den foreliggende tekst ikke handler om noget, de kan give mening.

Projekt læsning i Århus handler i høj grad om, at børnene skal lære bogstaverne og deres betydning at kende. I materialet til projektet (Bogen: Indgangen til læsning) fokuserer forslaget til den allerførste undervisning allerede på det. Så prøv ikke at bilde nogen ind, at jeg negligerer bogstaverne. Men jeg er imod en sammenhængsfri træning i bogstaver og deres lyd. Jeg er talsmand for undervisning i en bred variation af strategier, der hviler på en basis af meningssøgning og anvendelse af det sprog og den viden og fornuft, børnene besidder ved skolestarten, modsat en forud fastlagt, isoleret træning af bogstavernes lyd. At læse og skrive er kommunikation, og elevernes egen kommunikation giver rig lejlighed til at studere og gøre sig fortrolig med bogstavernes betydning og funktion.

Der er meget mere stof i denne diskussion, men redaktionen har bedt om en kort kommentar, så . . .

Erik Håkonsson

Danmarks Lærerhøjskole