Hyr en sproghaj

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skolerne har fået mulighed for at få et professionelt oplæg til en drøftelse af sproget, hvad det kan og ikke kan, hvordan det bruges i forskellige situationer, og hvordan det tales i forskellige egne af landet og i de forskellige generationer. Man kan også høre om sprogudviklingen, om udtaleændringer, om import af nye ord - og om teorier om, hvordan sproget er opstået.

Regeringen har sat nogle penge af til en kampagne for sproget, som ikke bare skal opfattes som en spændetrøje, men som et udtryksmiddel, man kan glæde sig over og blive bedre til at beherske. Initiativet er kommet i kølvandet på regeringens sprogpolitiske udspil »Sprog til tiden«, som i øvrigt rummer mange afsnit, som lærere i sprogfagene kan have glæde af. Rapporten kan nedlades (downloades) fra www.kum.dk

Kampagnen har fået navnet »Gang i sproget«, som man kan læse nærmere om på adressen www.gangisproget.dk - og her kan man også få anvisninger på, hvordan man kan hyre en sproghaj, altså bestille en kyndig sprogforsker, som er parat til at stille op i to timer på skoler overalt i landet, hvad enten det er en fællesstime eller et oplæg for en bestemt klasse. Prisen er 2.000 kroner.

På hjemmesiden kan man også få hjælp til at bestemme sin sprogalder. Man skal tage stilling til, hvad man ville sige i bestemte situationer; det er nu mere en spøg end et brugbart instrument. Der er også udsigt til, at Danmarks Radio som led i kampagnen vil sende en række udsendelser om sproget, blandt andet om magtens sprog og dagligdagens sprog og om det danske sprog før og nu. Danmarks Radio har selv bidraget til udbredelsen af et nyt ord, en sindetskrivelse. Sådan en skrivelse er ikke rar at få, for den meddeler, at arbejdsgiveren har planer om at afskedige én - og normalt også begrundelsen for det. Det kan man så reagere på.

Så er det mere muntert at hyre en sproghaj. En haj er jo ellers en forslugen, tværmundet bruskfisk, som ikke er morsom at møde. Men en sproghaj er sulten efter ord - og vild med dansk.

Professor Higgins