»Hvis ikke de voksne, der sådan set har ansvaret for vores folkeskole, kan finde ud af at tage sig sammen, så ser det sort ud«. Sådan lød kommentaren fra elevernes formand, Troels Boldt Rømer, efter at det skrantende partnerskab om folkeskolen i sidste uge blev lagt definitivt i graven.

Slutfasen omkring statsministerens partnerskab om folkeskolen viser, at det formentlig aldrig har været hans og undervisningsministerens hensigt at nå frem til et partnerskab med andre end dem, de er enige med i forvejen. Både KL, Skolelederne og DLF nægtede forudsigeligt nok at indgå i et partnerskab, som bestod i, at de kunne få lov til at skrive under på et papir uden at få noget at vide om, hvad ordene egentlig dækker over. Hvem går ikke ind for åbenhed, forståe-lighed og høje ambitioner?

For hvad ligger der i ordene? Er »åbenhed« for eksempel synonymt med offentliggørelse af nationale test? Er »forståelige mål« det samme som en afkrydsningsliste med facit for undervisningen? Det har hverken forhandlerne eller offentligheden fået noget at vide om.

Statsministerens og undervisningsministerens klodsede håndtering - hvor statsministeren i tv påstår, at lærerne ikke ønsker at sætte høje mål for eleverne - er blevet mødt med vantro i det meste af skoleverdenen. Der har ligefrem været spekulationer om, hvad den eventuelle masterplan bag fumleriet mon kan have været.

Men når man er færdig med at ryste på hovedet, kommer næste fase: Man bliver forstemt.

For uanset partifarve er det indlysende, at det er guld, som nu er smidt på jorden. Når støvet har lagt sig, er ideen med et partnerskab stadig ikke til at komme uden om. For de eneste, som kan få ændringer til at lykkes i folkeskolerne, er netop de tre parter, som blev sat uden for døren.

Folkeskolen er - ligesom andre moderne organisationer - så kompliceret, at den ikke kan styres ved hjælp af dekreter ovenfra. Der er en grund til, at moderne virksomhedsledere satser på, at medarbejdere og mellemledere skal inddrages i forandringer. De arbejder midt i virkeligheden og ved, hvor skoen trykker, og hvor mulighederne er. Derfor kan de komme med kreative løsninger og gode ideer. Og så er det også dem, der kan gennemføre dem bagefter. Sådan er det også i folkeskolen.

Der findes endda eksempler på, at det kan lykkes: I løbet af få år er de mindste elevers læsefærdigheder løftet med et helt år ifølge internationale læseundersøgelser. Det skyldes, at der efter problematiske resultater i flere omgange bredte sig en forståelse blandt alle af, at det burde gøres bedre - og at de delte viden om, hvordan man kunne gribe det an. Næsten alle skoler og kommuner gik i gang med en kreativ mangfoldighed af efteruddannelse, læsedage, konkurrencer, nyt undervisningsmateriale og fokus på læsning i de små klasser. Og det rykkede.

Folkeskolen kan faktisk godt! Men resultater opstår, når nogen tager initiativ til at sørge for, at alle trækker på samme hammel. Der findes ikke nemme snuptagsløsninger. Og det hjælper ikke at kaste med mudder!

Hanne Birgitte Jørgensen, ansv. chefredaktør, hjo@dlf.org