Min indre engelsklærer bliver mere og mere fornøjet, i takt med at vi bliver bedre og bedre til engelsk. Til gengæld krymper min indre dansklærer sig. Her hersker der kaotiske tilstande. I mange år har danskfaget været for stort til det tildelte timeantal. For eksempel er sprogrigtighed de sidste 20-30 år blevet anset for at være noget, vi som danskere ikke behøvede undervisning i. Det ville vi lære automatisk.

Manglende sans og respekt for dansk giver engelsk nemt spil. I takt med at dansk er forvitret, er engelsk blevet ophøjet til noget nær vort andet modersmål og globalt fællessprog, hvilket jeg som engelsklærer kun kan glædes over. Men hvis man vælger at forholde sig beskrivende til normafvigelserne, ses der en tydelig tendens, nemlig at engelske sprogregler overføres på det danske sprog. Eksemplerne på dette fænomen er mange: »Nyopgravet kartofler«, »frisk plukket te«, »Denne Hals Kæde kan blive Din«.

Bevare eller beskrive - hvori består egentlig modsætningen? Hvis man vælger at forholde sig bevarende til sproget, er man nødt til at kende til en fælles norm. Ellers ved man jo ikke, hvad man skal bevare. Hvis man vælger at forholde sig beskrivende til den sproglige udvikling, er man faktisk også nødt til at kende den fælles norm. Er det de nye krav til dansklærerne og deres elever? Må vi bede om flere dansktimer på alle klassetrin?

Den manglende skelnen mellem ligge og lægge, af og ad med mere skyldes nok den manglende undervisning igennem en hel generation. Alle unge og yngre mennesker bruger ordet »ligge« både transitivt og intransitivt, mens den ældre generation også er begyndt på det, måske for ikke at virke gamle! Læg mærke til, at jeg ikke afsluttede forrige sætning med et spørgsmålstegn. Også en ny tendens ved sætninger, der udtrykker en tvivl, men som ikke er egentlige spørgsmål.

»Der har altid fundet sprogglidning sted«. Ja, det er sandt nok, men vi er ude i en veritabel rutsjebanetur. Undervisningsministeriet har desuden besluttet, at alle skal lære alt. Oven i købet er den tidligere minister gået ind i kampen om sproget ved at vælge side i debatten og forholde sig stærkt bevarende. Dette kan man se af de afgangsprøver, som ministeriet fastlægger. De seneste ti år har tendensen været skærpede krav til sprogbeherskelse - en kompetence, som ingen eller meget få voksne danskere besidder. Voksne laver sprogglidning, børn og unge laver stavefejl!

Mit forslag er, at ministeriet aflyser prøverne i dansk retskrivning, indtil Kulturministeriet og Undervisningsministeriet er blevet enige om, hvad prøverne skal indeholde.

Sprogbrugere har altid kunnet lære sprogrigtighed ved at se sig om i sproget. Det kan de ikke mere. De, der kunne have undervist i stoffet, er enten døde eller gået på pension og er dermed ude af cirkulation.

Ellers må jeg bede mine elever om at påføre opgaverne: »Jeg har forholdt mig beskrivende, ikke bevarende, til sproget«. Med en sådan påtegning kan de vel ikke idømmes fejl.

Hvad sker der med sproget, mens vi venter? Sproget venter ikke. Mennesker har behov for at kommunikere. Forleden stod jeg i kø i supermarkedet og fordrev ventetiden med at læse om dagens tilbud. De blev vist som rulletekst på en storskærm. I løbet af et minut og 12 sætninger bemærkede jeg ti afvigelser fra gældende retskrivningsnorm. Længere inde i forretningen kunne man finde et Brød Torv. Det var angivet med enorme bogstaver i metal. Det er da noget af en eksponering!

Hvad skal jeg sige til mine elever? »Luk øjnene, når I køber ind!« Eller: »Gå i supermarkedet og lær moderne dansk. Se jer omkring i det offentlige rum. Se på de kommunale skilte. De har været dyre. Kommunen og supermarkedet tager ikke fejl. Hvis I vil begå jer i det moderne samfund, så lær moderne sprog! Skrot dansklærerne og retskrivningsordbøgerne. Deres tid er alligevel snart forbi«.

Det danske sprog er blevet en kampzone, hvor markedskræfterne har fået frit spil.

Sproget skaber sammenhængskraft. Forhåbentlig er det kun sproget, der er i opløsning.