Sidste år så jeg i tv, at unge lærere gik ned med stress, og straks begyndte min fjollede hjerne at rotere. Det medførte et indlæg her i bladet om en udrykningstjeneste bestående af pensionerede lærere, der som frivillige kunne komme deunge lærere til undsætning på forskellig måde.

Det faldt fuldstændig til jorden. Der kom to henvendelser fra hele landet.

Okay, så er der altså ingen problemer med stress i skolen.

Men alligevel hører vi om grov mobning, vold blandt de helt unge, piger, der skærer i sig selv, selvmordsforsøg, pillemisbrug, druk, usikre børn, ulykkelige børn, børn med regelmæssig hovedpine, små børn som bandemedlemmer, ensomme børn, grupper af unge, der stjæler, smadrer og afbrænder biler uden den mindste medfølelse med ejerne.

Unge, der tager til fodboldkamp kun for at slås. Unge, der overmaler landet med graffiti uden frygt for konsekvenser. Unge, der søger ind i kriminelle bander for at få status. Unge, der overfalder tilfældige mennesker på gaden af ren og skær kedsomhed.

Elever møder i skolen med store forventninger og en meget stærk vilje til at lære. Men hvad møder de? En flok lærere, der får stress på grund af forhold, som ikke ville have forekommet for 50 år siden. Eller bare 30 år.

Men jeg behøver forresten slet ikke at sammenligne med »gamle dage«. Tilstandens gru står ganske glimrende alene uden sammenligninger.

Men tingene går i selvsving. Alle fortæller, hvor svært det er, og så bliver det jo svært. Fordi man tror på det.

To ting skal ungerne have, når de kommer i skole: 1) Et værktøj. Det vil sige lære at læse og regne. 2 ) Noget at bruge det meningsfyldt til. Og måske et kursus i empati.

Det er meget enkelt.

Og de vil forfærdelig gerne, ungerne.

Forkortet af redaktionen