Det lader til, at det ikke er ualmindeligt, at 9.- og 10.-klasser tager på skolerejse i foråret.

De tager på vildmarksture i Norge og Tjekkiet eller storbyferie i Berlin og London, men rejser til Lanzarote og Grønland har man også hørt om.

Men hvorfor er klasserne på udenlandsrejse, få uger før de forlader grundskolen?

Er det, fordi rejserne skal være kulminationen på skolelivet? En oplevelse, som gør, at de bagefter mindes deres gamle lærere og kammerater med glæde?

Det er da forståeligt nok, at en velfungerende klasse gerne vil fejre sine sidste dage sammen med manér, men behøver det at foregå i skolens regi?

Rejserne er dyre. Pengene til rejse og ophold har eleverne ofte selv sparet op, men skolen betaler for lærerne. Det koster 14 timer per lærer per dag. Desuden skal lærerne have diæter.

Når man kan ærgre sig over de dyre klasserejser, er det, fordi der jo findes en anden rejseform, som har et helt klart fagligt og socialt sigte. Det er de udvekslingsrejser, som er led i grænseoverskridende samarbejdsprojekter med en klasse i et andet land.

I udvekslingsrejserne indgår også sightseeing og fælles oplevelser, men hovedformålet er, at eleverne arbejder på et fagligt projekt sammen med deres udenlandske kammerater. Projektet kan være indledt måneder forinden med kommunikation over nettet, eller det kan fortsætte efter rejsen. Derudover deltager eleverne ofte i undervisningen på venskabsskolen. Det giver både lærere og elever stof til diskussioner om, hvad god undervisning er.

Forårsrejserne i afgangsklasserne bekræfter klassesammenholdet en sidste gang, derimod bliver eleverne på udveksling trænet i at indgå i nye grupper. Det er med til at udvikle deres interkulturelle kompetence og deres evne til at arbejde sammen med nogen, der er forskellige fra dem selv.

Hvor eleverne på de traditionelle skolerejser bor sammen i hytte eller på hotel, er de på udvekslingsrejserne indkvarteret privat og som regel enkeltvis. Det er noget af en udfordring for en ung, kræsen dansker med et begrænset ordforråd på udenlandsk. Det fremmer både høflighed og kommunikativ fantasi.

En udvekslingsrejse er hverken bekræftende eller tryghedsskabende, den er grænseoverskridende i alle betydninger af ordet. Den er udtryk for et læringssyn, som går ud på, at man lærer gennem udfordring.

De erfarne lærere siger, at man kan aflæse elevernes sproglige udbytte på deres karakterer i engelsk ved afgangsprøven. Endnu mangler vi metoder til at registrere det øvrige udbytte.

Og så er rejserne billige. De koster kun transportprisen, og hvis lærerne også bor privat, skal de ikke have diæter. Til gengæld er de også forpligtende for elever og forældre. Når man har været gæst i et fremmed hjem, skal man også være vært ved genbesøget.

Både den forrige og den nuværende regering har tilkendegivet, at den internationale dimension i uddannelserne skal styrkes. Men det gøres ikke med en forårsrejse i afgangsklassen.

Det er et arbejde, som kan begynde allerede på de yngste klassetrin og strække sig op gennem hele skoleforløbet som en selvfølgelig og integreret del af den daglige undervisning. Den internationale dimension kan ligge i materialevalget, i fagene, i tværfaglige forløb, i inddragelse af udenlandske gæstelærere og lærerstuderende, men allerbedst i samarbejdsprojekter, som indebærer en udveksling.

Tove Heidemann er konsulent i internationalisering på CVU Sønderjylland