Der var engang en fagforening. Den kæmpede for alle sine medlemmer, og alle betalte kontingent med glæde og vidste, at fagforeningen brugte pengene med fornuft og i alle medlemmers interesse.

Ja sådan burde det vel også være i dag i DLF både centralt og lokalt. Men eventyret ser ud til at skulle skrives anderledes.

Fakta er:

Der er åbenbart i DLF mulighed for lokalt at udarbejde vedtægter om fratrædelsesordninger for kredsformænd.

Konkret fik en tidligere kredsformand næsten 200.000 kroner ved selvvalgt fratrædelse midt i en valgperiode.

Kredsgeneralforsamlingen vedtog efter kredsstyrelsens anbefaling blandt andet med begrundelse i dette en kontingent­stigning for medlemmerne på 12,1 procent.

Hovedstyrelsesmedlemmer, der ikke genvælges og som dermed reelt er ude med 14 dages varsel samt de, der fratræder frivilligt ved valgperiodens udløb 1. januar, er frikøbt indtil 1. august. Så kan de finde sig et nyt job under rolige former. Derudover er det sådan, at hovedstyrelsesmedlemmer, der har flere perioder på bagen, får to måneders ekstra frikøb oveni per periode.

Det skal understreges, at et hovedstyrelsesmedlem i sin egenskab af kredsstyrelsesmedlem gik ind i en debat på SkoleKom om disse ting, men tilsyneladende ikke ønskede en åben debat. I stedet henviste han et medlem til en konkret henvendelse til kredskontoret.

Det er i medlemmernes interesse at høre DLFs formand Anders Bondo Christensens mening om disse forhold vel vidende at det »nemme« svar er at henvise til kredsen.

Men sådan bør eventyret vel ikke ende.

Og fagforeningens formand sad på sin trone og lod pamperi være pamperi!

Langt bedre sådan:

Og fagforeningens formand kom med et svar og lod fagforeningens medlemmer høre, at han ville bekæmpe pamperi, så alle medlemmer fortsat ville betale kontingent med glæde.

Hvilken slutning mon eventyret skal have?

Svar

Jeg har naturligvis personligt en holdning til fratrædelsesordninger, der er i DLF, og de holdninger vil jeg gerne redegøre for, men jeg vil med det samme understrege, at jeg naturligvis respekterer de beslutninger, der er truffet på en kredsgeneralforsamling eller i kongressen. Jeg stiller mig derfor ikke til dommer over lokalt trufne beslutninger.

Jeg kender ikke den ordning, der ligger til grund for det konkrete eksempel med en udbetaling til en afgående kredsformand, og kan derfor heller ikke kommentere den. Derimod ved jeg, at en del generalforsamlinger har vedtaget ordninger, der i lighed med bestemmelserne for hovedstyrelsesmedlemmer betyder, at man efter et længere frikøb til fagpolitisk arbejde sparer en ret til efteruddannelse op. Som kredsformand ønskede jeg ikke at anbefale en sådan ordning lokalt.

Som du skriver, fastholder hovedstyrelsesmedlemmer frikøb skoleåret ud ved udtrædelse i forbindelse med et valg. Det sker med henblik på planlægning af fremtidigt arbejde, men er også en konsekvens af, at det ikke er realistisk, at skolen eller kommunen skulle skaffe plads i normeringen fem måneder henne i skole­året. Efter en periode i hovedstyrelsen har man ikke optjent ret til efteruddannelse. Efter to perioder har man ret til fire måneder. Da ordningen for år tilbage blev vedtaget på kongressen, stemte jeg imod. Jeg vil dog gerne understrege, at jeg respekterer begrundelserne for forslaget, og vil ikke kalde det pamperi. Som hovedstyrelsesmedlem får man ingen efteruddannelse af kommunerne. Fire måneders efteruddannelse efter otte år svarer til cirka to uger om året.

Jeg synes, at det er helt afgørende, at disse ordninger fastlægges i fuld åbenhed på kongressen eller på generalforsamlingerne. Vi skal undgå pamperi i DLF, og derfor er det vigtigt, at sådanne ordninger er kendt og accepteret bredt, og derfor er det også nødvendigt, at vi med mellemrum sætter fokus på ordningerne.

Anders Bondo Christensen, formand for DLF